Joh Foto

Per Nielsen har stor respekt for modstander i Gjensidige Kvindepokalen

04.10.2023 10:14

Onsdag aften gælder det tredje runde af Gjensidige Kvindepokalen, hvor vi gæster Allerød FK på Allerød Idrætspark. Sidste år mødte vi ligeledes holdet fra Nordsjælland i Pokalturneringen, hvor det blev til en 4-0-sejr til de blågule kvinder. 

Hjemmeholdet nyder til daglig en tilværelse i 2. division, men på trods af modstanden kommer fra en lidt anden hylde end sædvanligt, så går cheftræner Per Nielsen ind til opgøret med samme indstilling som til alle andre kampe. 

- Vi har respekt for alle hold, vi møder. Det skal man have, synes jeg. Og det kommer også til udtryk i startopstillingen. Der er nogle småskader, og nogle der ikke lige har kunnet få fri fra arbejde, som ikke spiller, men ellers kommer vi til at stille med stort set stærkeste opstilling.

I forrige runde af Pokalturneringen slog vi Ølstykke, der ligeledes spiller i en lavere rangeret liga. Her skulle gå lidt tid, før vi fik dirket op for det tunge forsvar, og hvis onsdagens opgør udspiller sig på samme måde, så har Per Nielsen en plan klar.

- Sidste år da vi mødte Allerød i pokalen, havde vi lidt svært ved at få hul på bylden, og det skal vi tage med, for vi ved jo godt, at hvis vi spiller for langsomt, så kan de sagtens være med, lyder det fra Per Nielsen, som fortsætter:

- En af de helt store forskelle på om man spiller i den øverste række eller den tredjebedste række er tempoet. Så det handler om at holde tempo i boldomgangen. Så tror jeg også at vi vinder.

Vi kan med en sejr over Allerød FK spille os videre til kvartfinalerne i Pokalturneringen, som finder sted til marts. Ifølge Per Nielsen vil det være af stor betydning at kunne spille pokalfodbold på den anden side af nytår. 

- Det betyder meget for Brøndby. I Brøndby har vi altid gerne ville komme langt i Pokalen, og vi har altid været dygtige til det. De sidste par år har vi haft lidt udfordringer med det, men tidligere har vi nærmest ejet den her pokalturnering, så det betyder rigtigt meget at komme så langt som muligt i den her turnering. Det vil vi rigtigt gerne, slutter Per Nielsen.

Opgøret mod Allerød FK sparkes i gang klokken 19:00 på Allerød Idrætspark.