Joh_foto

Nederlag til Kolding IF efter scoring dybt inde i overtiden

08.10.2023 12:40

På et solbeskinnet Brøndby Stadion tog vi i dag imod Kolding IF i Gjensidige Kvindeligaen. Gæsterne fra Kolding indtog inden opgøret ligaens tredjeplads, mens vi lå en placering længere nede.

Der var stor opbakning på lægterne, hvor de blågule fans i dagens anledning blev forkælet med et dobbeltopgør på Brøndby Stadion med først vores kamp og siden herrernes opgør mod Viborg FF.

Vores kamp var knapt nok fløjtet i gang, inden gæsterne bragte sig foran. Deres midtbanekæde fik opsnappet bolden højt oppe på banen efter Ann-Kathrin Dilfers udspark, hvorefter de hurtigt spillede bolden frem til deres angriber Benedickte Rasmussen, som let kunne sparke bolden i mål i det lange hjørne uden chance for Dilfer i målet.

Efter åbningsscoringen formåede gæsterne at lægge et tungt pres ned mod vores mål, men vores forsvar og keeper stod godt imod. I modsatte ende fik vi enkelte gange spillet os frem til mindre chancer, men formåede ikke at få bolden over stregen, og derfor kunne vi gå til pause med en stilling på 0-1. 

Efter pausen skiftede kampen karakter, og allerede i det 47. minut fik Sofie Hornemann bragt balance i regnskabet efter en tværaflevering fra netop indskiftede Louise Winter. Vores spidsangriber bragede bolden i mål fra kanten af feltet med et skud mod fjerneste hjørne.

Scoringen satte for alvor gang i vores gode spil, og vi sad derefter på kampen med et stort overtag i både spil og chancer. 

I det 85. minut troede Nanna Christiansen og desuden alle tilskuerne rundt omkring Brøndby Stadions bane 2, at hun havde bragt os foran, da hun sparkede bolden i mål fra en placering dybt inde i feltet. Hun måtte dog desværre se scoringen blive underkendt grundet en offside.

Vi fortsatte vores hårde pres ned mod gæsternes mål, men scoringerne udeblev. 

Dybt inde i tillægstiden fik Kolding IF for en sjælden gangs skyld i anden halvleg tilspillet sig en chance, hvor Benedickte Rasmussen dukkede op i feltet og headede bolden i mål til stillingen 1-2. 

Vi kunne ikke nå at svare igen, inden dommeren fløjtede kampen af.

Det sene nederlag gør, at vi forbliver på fjerdepladsen i Gjensidige Kvindeligaen med fem point op til førstepladsen - dog med en kamp i hånden. 

Tak til alle de fremmødte for den store støtte.