Joh Foto
Kristin Árnadottir inden Fortuna: Fokus på at beholde den førsteplads
18.11.2023 13:41
Onsdag aften spillede Brøndby IF Women sig op på førstepladsen i Gjensidige Kvindeligaen efter en udesejr på 2-0 mod HB Køge. Der var selvsagt god stemning i truppen efter kampen, og det var også en glad Kristin Árnadottir, vi fangede et par dage efter triumfen.
- Det var fantastisk. Vi vidste, at det var en vigtig kamp, og vi var bare sikre på, at vi ville tage de tre point. Det var en god kamp, det var hårdt, og de skabte nogle chancer, men vi kæmpede for det, og i sidste ende fik vi de tre point, og det var virkeligt vigtigt, siger Kristin Árnadottir.
Opgøret endte også med at være ekstra specielt for vores solide islandske forsvarsspiller, da hun med scoringen til 2-0 fik bragt sig selv på måltavlen for første gang i sin Brøndby-karriere.
- Jeg er ikke vant til at score, for at være ærlig, men det var fantastisk. Det skete efter et hjørnespark, og der var lidt kaos i feltet. Så kom bolden til mig, og jeg tog chancen, og den røg i mål. Det var fantastisk, og jeg blev så glad.
Det var de blågule kvinders fjerde sejr i streg, og som nævnt er holdet rykket op på førstepladsen i tabellen. Ifølge Àrnadottir er det vigtigt, at holdet fortsætter med at holde deres nuværende momentum.
- Det føles godt, vi er inde i en god stime nu. Vi har vundet fire kampe i streg, og vi har spillet godt. Stemningen er god, og vi må bare fortsætte det, vi har gang i, så nu er der fokus på vores næste kamp og på at beholde den førsteplads.
Næste gang kvinderne skal i aktion er på søndag, hvor det gælder en udebanekamp mod Fortuna Hjørring. Og på trods af, at holdet er inde i en god sejrsstime, så forventer islændingen ikke, at det bliver en let omgang.
- Det bliver en hård kamp. Det bliver vores tredje kamp på en uge, så der vil nok være lidt trætte ben, og vi har en lang bustur frem mod kampen. Men vi må bare kæmpe for det. Det bliver på et hårdt underlag på græsset deroppe, men vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at tage tre point med hjem.
- Vi spillede en god kamp mod Fortuna Hjørring sidste gang, vi mødte dem. Vi vandt 1-0, og det var en temmelig lige kamp. Men jeg tænker, at vi kan bruge vores gode momentum lige nu til forhåbentlig at skabe nogle chancer og score nogle mål.
- Det er virkeligt vigtigt, at vi tager tre point med hjem fra den her kamp. Som ved hver kamp, går vi ind til opgøret for at vinde den, og den her er ekstra vigtig, slutter Kristin Árnadottir.
Kampen mod Fortuna Hjørring sparkes i gang på søndag klokken 13:00, og du kan som altid streame den på Viaplay.