Paula Duda

Disse spillere skal afsted med landsholdet

28.11.2023 09:55

Efter en stærk periode i Gjensidige Kvindeligaen går vi ind til landsholdspausen på ligaens førsteplads. Inden efterårssæsonens sidste kampe står den først på landskampe for tre af vores spillere. Du kan herunder læse, hvem der skal i aktion i årets sidste landskampstermin.

Natalia Wróbel
Polen, A-kvindelandshold

Vores 20-årige kantspiller skal endnu en gang i aktion for det polske landshold, som i denne omgang skal møde Ukraine og Grækenland i Nations League.

Fredag den 1. december agerer polakkerne udehold i opgøret mod Ukraine, som dog grundet omstændighederne spilles i den polske by Stalowa Wola.

Fire dage senere afslutter polakkerne landsholdsåret, når de tager imod det græske landshold i Sosnowiec.

Inden de to sidste opgør topper Polen deres Nations League gruppe i B-laget. De kan allerede med en sejr over Ukraine sikre sig førstepladsen og den dertilhørende oprykning til A-laget. Det vil give dem bedre forudsætninger i kvalifikationen til EM i Schweiz i 2025.

Meryem Baskaya og Camille Larsen
Danmark, U19-kvindelandshold

Vores to lovende henholdsvis forsvars- og midtbanetalenter Meryem Baskaya og Camille Larsen er sammen med resten af Danmarks U19-landshold rejst til Spanien, hvor de skal møde værtsnationen og Schweiz i to venskabskampe.

De møder først Spanien den 28. november kl. 19:00 og siden Schweiz tre dage senere den 1. december kl. 15:00.

Venskabskampene vil være U19-landsholdets sidste optakt til forårets anden runde af EM-kvalifikationen frem mod slutrunden næste sommer i Litauen.