Testsejr over Kolding IF

18.03.2023 15:17

Det blev til en sikker 4-0 sejr, da vi lørdag eftermiddag mødte Kolding IF i en testkamp på Bane 2.

Første halvleg startede jævnbyrdigt ud, og som første halvleg skred frem kom vi tættere og tættere på kampens første scoring. 

Scoringen måtte lade vente på sig til det 41. minut, da Laura Hermann erobrede bolden på kanten af feltet og spillede Natalia Wróbel helt fri. Vores polske offensivspiller kunne let sparke os i front med en flad afslutning i det korte hjørne.

Laura Hermann skulle også på tavlen kort før pausen. Efter et fint træk forbi sin modstander i feltet, kunne hun let placere bolden i det lange hjørne. Vi gik dermed til pause med stillingen 2-0.

I det 62. minut scorede Julie Tavlo til 3-0. En kort aflevering fra Laura Hermann fandt en fri Julie Tavlo, der fra kanten af feltet tordnede bolden indi det korte hjørne. 

Efter 75 minutter spil scorede Malou Marcetto til 4-0 efter en stikning fra Nanna Christiansen.

Kampen endte uden yderligere scoringer og vi vandt derfor dagens testkamp med 4-0 over Kolding IF.