Exit i Gjensidige Kvindepokalen

12.03.2023 10:03

Kvartfinalen i Gjensidige Kvindepokalen blev endestationen da vi lørdag tabte til Fortuna Hjørring efter straffesparkskonkurrence.

Gæsterne fra Hjørring startede bedst ud og dominerede i store dele af første halvleg. 
De gik også til pause i front efter et langskudsmål fra Renee Guion i det 32. minut.

Anden halvleg var meget bedre, hvor vi kom til flere chancer. Offensivspiller Natalia Wróbel var tæt på at udligne i det 75. minut, men overliggeren stod i vejen.

I det 86. minut fik vi tildelt et straffespark, som Nanna Christiansen sikkert eksekverede til 1-1.

Kvartfinalen skulle afgøres, så vi fortsatte til forlænget spilletid, hvor 2 x 15 minutter ventede.

Den forlængede spilletid bød ikke på de store chancer, og uden yderligere mål skulle det hele afgøres efter straffe.

Her var udeholdet skarpest og vi måtte desværre se os slået af nordjyderne. 

Første kamp i Gjensidige Kvindeligaen er 1. april kl. 17:00, hvor vi skal til Kolding.