Nederlag i Nordjylland

13.05.2023 18:41

Der var lørdag eftermiddag lagt op til et spændende opgør på Nord Energi Arena, da vi gæstede Fortuna Hjørring. Vi måtte desværre rejse hjem med et 1-3-nederlag i bagagen, og det første nederlag i Gjensidige Kvindeliga Slutspillet.

Efter 19 minutters spil kom vi i front efter en scoring fra Nanna Christiansen. Et skud fra kanten af feltet voldte Fortuna-keeperen problemer, og her kunne Nanna selv følge op på riposten og sparke den i kassen.

Allerede to minutter senere blev der reduceret fra hjemmeholdet, da Ashley Riefner sparkede bolden fladt i det lange hjørne.

Der var flere store chancer i første halvleg men det var lige ved og næsten for begge hold, og vi gik derfor til pause med 1-1.

Ashley Riefner kom på tavlen igen, da hun i det 52. minut fik sendt kuglen forbi en chanceløs Kathrine Larsen.

Efter en times spil fik hjemmeholdet scoret igen, og her var det Fortuna-spilleren Signe Baattrup, der var hurtigst over en ripost. 

Det sidste kvarter fik vi presset hjemmeholdet i bund men uden den store kvalitet i afslutningerne.

På lørdag 20. maj kl. 14:00 har holdet mulighed for at komme tilbage på sporet når FC Nordsjælland gæster Bane 2. Der kan købes billetter her.