Brøndby IF forlænger med Cecilie Buchberg

11.01.2023 16:36

Brøndby IF har forlænget aftalen med Cecilie Buchberg der binder offensivspilleren til klubben til sommeren 2024.

Buchberg har spillet et flot efterår, hvor det blev til seks mål og to oplæg i 13 kampe i Gjensidige Kvindeliga. Det udmønter sig nu i en forlængelse af aftalen.

- Jeg er meget glad for at have forlænget min kontrakt med Brøndby IF. Jeg har haft det rigtig godt herude i det halvanden år jeg har været her og glæder mig til at forsætte, fortæller Cecilie Buchberg.

Sportschef Claus Jensen er glad for at kunne sikre en forlængelse med 27-årige Buchberg.

- Buchberg har haft et mindre gennembrud dette halve år, hvor vi har nydt godt af at hun er blevet sin skade kvit. Hun blev i efteråret brugt som angriber, og den rolle har passet hende godt, hvor hun har leveret mål i ligaen og pokalen. Hun har bygget mere og mere på, hvilket kom til udtryk med en række stærke præstationer.
Vi er derfor glade for at vi kunne blive enige om en ny aftale, og at vi har sikret Buchberg de næste halvanden år, er vi meget tilfredse med.