Landsholdsoverblik: Sådan gik det vores spillere

08.12.2023 10:58

Landsholdspausen er netop overstået, og i denne artikel kan du få et overblik over, hvordan det er gået vores spillere på Kvindeliga-holdet og vores ungdomshold, som har været afsted med deres respektive landshold.

Natalia Wróbel
Polen, A-kvindelandshold

Vores 20-årige kantspiller var endnu engang med det polske landshold, som i denne omgang mødte henholdsvis Ukraine og Grækenland i Nations League Liga B.

I opgøret mod Ukraine blev Wróbel skiftet ind i det 81. minut, da polakkerne var foran 1-0. Denne stilling holdt til slutfløjt, og dermed var hun med til at sikre oprykning til Nations League Liga A, da polakkerne med de tre point ikke længere kan fravristes førstepladsen.

I Polens sidste kamp i 2023 mod Grækenland måtte Wróbel se til fra bænken, da hendes landsmænd vandt 2-0.

Dermed vandt polakkerne puljen på overbevisende manér med 16 point ud af 18 mulige. Det udmønter sig som nævnt i en oprykning til Nations League Liga A, samt giver Wróbel og co. bedre forudsætninger i kvalifikationen til EM i Schweiz i 2025.

Meryem Baskaya og Camille Larsen
Danmark, U19-kvindelandshold

Vores to lovende henholdsvis forsvars- og midtbanetalenter Meryem Baskaya og Camille Larsen var begge rejst med Danmarks U19-landshold til Spanien, hvor de i to venskabskampe skulle møde først værtsnationen og siden Schweiz.

I opgøret mod Spanien var begge blågule spillere i startopstillingen. Camille Larsen fik de første 45 minutter på banen og blev altså skiftet ud i pausen ved stillingen 0-0. Kort efter bragte hjemmeholdet sig foran. Den stilling holdt til slutfløjt. Meryem Baskaya spillede hele opgøret.

I kampen mod Schweiz var Meryem Baskaya igen at finde i startopstillingen. Hun spillede hele kampen, mens Camille Larsen så til fra bænken i et opgør, som schweizerne vandt 2-1.