Sejr i Farum
28.04.2023 20:12
Fredag aften fortsatte den gode start på Gjensidige Kvindeliga Slutspillet, da vi hentede en 1-0 sejr på udebane over FC Nordsjælland.
Fra første fløjt pressede vi højt på hjemmebaneholdet, hvilket gav dem problemer i opspillet. Det gav flere store chancer, hvor både Malou Marcetto og Cecilie Buchberg var tæt på scoringer. Førstnævnte var tæt på i midten af første halvleg, men Marcetto måtte se sit skud ramme overliggeren.
Efter 34 minutter kunne Natalia Wróbel score kampens enlige mål, da hun sparkede bolden fladt over i det lange hjørne.
I anden halvleg kom hjemmeholdet frem til et par skudmuligheder, men det tog Kathrine Larsen sig sikkert af.
Der blev ikke scoret yderligere i kampen, og vi kunne derfor tage tre meget fortjente point med hjem til Vestegnen.
Næste kamp er lørdag 6. maj kl. 15:00 på Bane 2 mod FC Thy-Thisted Q. Du kan købe billet til opgøret her.