Naja Bahrenscheer indstiller karrieren

26.05.2022 14:59

Målmand Naja Bahrenscheer har efter længere tids overvejelse valgt at indstille karrieren efter denne sæson.

- Jeg har besluttet at stoppe min fodboldkarriere efter denne sæson. Et valg som er truffet på baggrund af længere tids overvejelser og jeg er glad for, at jeg selv har muligheden for at træffe valget.

Naja skiftede til Brøndby IF i vinteren 2020 og har været med til at opleve lidt af hvert i sin tid i klubben.

- Min tid i Brøndby har båret præg af en følelse af lige ved og næsten. Sølv i pokalturnering og to gange sølv i ligaen efter afgørelse i sidste spillerunde. Og selvsagt denne sæson som har været udfordrende for os som hold. Når det er sagt, så vil jeg fremhæve vores kampe mod Lyon sidste år i Champions League som en af de største oplevelser, som jeg vil se tilbage på med stolthed. Derudover så vil jeg bare sige tak til pigerne, trænerne og alle dem omkring holdet. Jeg er stolt af at spille i klubben og stolt af at slutte min karriere i Brøndby IF.

Fodbolden har fyldt meget de sidste mange år, og Naja ser frem til den ekstra fritid som hun nu får.

- Nu skal jeg bruge en masse tid sammen med dem, som har brugt en masse tid på mig, de sidste mange år.

Vi ønsker Naja held og lykke med fremtiden, og takker for indsatsen i Brøndby IF.