Velkommen til Julie Madsen

24.06.2022 13:45

Den unge forsvarsspiller kommer til fra B.93, og har sat sin underskrift på en et-årig aftale med Brøndby IF. 

Forstærkningen af truppen glæder cheftræner Per Nielsen, der har holdt øje med Julies udvikling i lang tid.

- Julie er en spiller som vi har fulgt de sidste par år, hvor hun har haft en god udvikling hos B.93, og vi tror på at hun i vores miljø kan fortsætte den positive udvikling. Vi glæder os meget til at se hende i den gule trøje.

Den 19-årige forsvarsspiller glæder sig til at prøve kræfter med den bedste liga i Danmark.

- Jeg har skrevet under med Brøndby IF, da jeg først og fremmest har haft et ønske om at prøve mig selv af i den bedste liga i Danmark. Desuden kan klubben bidrage med mere professionelle vilkår herunder faciliteter og træningstider. Til det hører selvfølgelig også, at Brøndby IF er en stor klub med enormt meget erfaring og stolte traditioner, hvorfor et skifte er et kæmpe privilegium. 

- Jeg er en spiller, som kan spille flere positioner på banen (red. central stopper og defensiv midtbane). Mine største kvaliteter er mit pasningsspil og blik for spillet. Desuden har jeg altid været den naturlige leder, som elsker at tage ansvar på og udenfor banen, hvilket kommer til udtryk gennem min kommunikation og ro med og uden bold, lyder det fra Julie Madsen.

Julie vil møde sine nye holdkammerater når holdet er tilbage fra sommerferie.