Joh Foto

23.07.2022 14:57

Sejr over B.93 i første træningskamp

Det endte med en 3-1 sejr, da vi til eftermiddag mødte B.93 i træningskamp.

Efter kun tre minutter var vi tæt på at komme foran da Julie Tavlo kom først på et indlæg, men hovedstødet ramte stolpen.

I det syvende minut kom vi foran på mål af Louise Winter, da hun let kunne sparke bolden i mål efter oplæg fra Mathilde Hagihara.

I det 17. minut kom udeholdet på tavlen efter en opspilsfejl i Brøndby-forsvaret.

Det var et spildominerende Brøndby-hold, der i det 32. minut fik scoret til 2-1. Beatrice Persson sparkede kuglen i kassen efter en cutback aflevering af Natalia Wróbel.

Natalia var selv tæt på at komme på tavlen kort før pausen, men stolpen stod i vejen.

Tempoet faldt lidt i anden halvleg og bød ikke på de store chancer. 

Vi fik dog scoret til slutresultatet 3-1 i det 65. minut, da Mathilde Gaarn fik headet et flot indlæg fra Silje Simonsen i mål.