Nederlag til Lokomotiv Moskva

08.02.2022 11:23

Den første af to træningskampe på træningslejren i Tyrkiet blev spillet i går, og modstanderen var de russiske mestre fra Lokomotiv Moskva. Det blev desværre til et nederlag på hele 4-0 efter en blandet præstation.

Cheftræner Per Nielsen siger således om kampen.
- Vi taber desværre kampen 4-0 på fire personlige fejl. Vi kommer rigtig fint i gang med kampen og styrer første halvleg, indtil der mangler to minutter. Der straffer russerne desværre vores fejl og scorer to hurtige mål. Det får vi aldrig indhentet i 2.halvleg, hvor vi dør lidt, hvilket nok skyldes de fire hårde træningspas, vi har haft de to første dage på træningslejren.

- Nederlaget til trods var det alt i alt en ok træningskamp. Vi møder et godt hold, som er russiske mestre og havde syv russiske A-landsholdsspillere i startopstillingen, og de møder os med rigtig meget fysik, hvilket udfordrede os, så det var en god test for os.


Træningslejren fortsætter ufortrødent, og torsdag venter endnu en træningskamp, inden holdet igen vender næsen hjem mod Danmark fredag eftermiddag.