Pointdeling mod Kolding IF i første hjemmekamp

03.04.2022 13:46

Det endte uafgjort, da vi her til middag spillede 0-0 hjemme mod Kolding IF på Tingbjerg Ground.  

Den midlertidige hjemmebane i Brønshøj lagde græs til en chancefattig kamp i nye omgivelser. 

En noget blandet første halvleg, hvor både hjemme- og udeholdet havde svært ved at få kontrol over bolden. Tættest på en scoring var Nanna Christiansen, da hun i feltet fik sparket bolden rundt om en fremadstormet keeper. Afslutningen blev desværre afvist på stregen af en Kolding IF forsvarer.  

Der skulle ikke gå mange minutter i anden halvleg før Kolding IF fik sendt en farlig afslutning mod Brøndby-målet. Skuddet ramte sammenføjningen.  

Efter knap 70 minutters spil, var Nanna Christiansen tæt på at få scoret for Brøndby IF, da et langskud ramte overliggeren. Malou Rylov fulgte hurtigt op og sparkede bolden i kassen, men linjedommeren vinkede med flaget.  

Det endte derfor uden mål i dagens kamp.