Pointdeling mod FC Nordsjælland

22.04.2022 20:15

Det endte uafgjort i aftenens kamp, da vi gæstede FC Nordsjælland på Right to Dream Park.

Et ellers spildominerende Brøndby-hold i første halvleg, måtte se sig nede med 1-0, da Davis i det 18. minut dukkede op på bagerste stolpe, og let kunne sparke hjemmeholdet i front efter et hjørnespark.

I det 45. minut havnede bolden for fødderne af Malou Rylov, der nemt fik afdriblet en modstander, inden hun sikkert sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Vi gik derfor til pause med 1-1.

Anden halvleg bød ikke på de store chancer. I det 86. minut blev vores tyske keeper Dilfer den helt store helt, da hun hev en en klasseredning ud af ærmet, og var med til at sikre det ene point.