Per Nielsen om lørdagens kamp mod HB Køge

27.10.2021 10:00

Efter en veloverstået landsholdspause tager Brøndby IF på lørdag imod HB Køge i en vigtig kamp i Gjensidige Kvindeligaen.

Cheftræner Per Nielsen ser frem til kampen og håber, at holdet kan fortsætte den gode rytme, som de var inde i inden landsholdspausen. 

- Vi glæder os. Det er et stykke tid siden, vi har været i kamp sidst, og vi var kommet ind i en god rytme inden landsholdspausen, så det var lidt trist, vi lige skulle vente. Men nu glæder vi os til at møde et super godt hold, som har gjort det sindssyg godt. Så prøver vi at se, om vi ikke kan udfordre dem lidt igen, siger Per Nielsen.

Kvinderne har vundet de seneste tre kampe i Gjensidige Kvindeligaen og slået netop HB Køge i Kvindepokalen, og derfor har holdet stort fokus på at fortsætte den gode stime.

- Det handler om at fortsætte det, vi hele tiden har gjort, og derfor handler det om at få en masse humør og intensitet ind i træningen. Så kommer det lidt af sig selv, synes jeg. Vi har ikke lavet så meget om, i forhold til hvad vi ellers gør i de her landsholdspauser, så det har været en meget ens proces.

Cheftræneren går selvfølgelig efter sejren i lørdagens kamp og fortæller, at spillerne skal være fuldt fokuserede, hvis de skal komme fra kampen med tre point.

- Vi skal stå rigtig godt på banen, og vi skal være dygtige på bolden. Vi skal turde spille fodbold, holde fast i bolden og ikke smide den for hurtigt væk, lyder cheftrænerens analyse.

Kampen på lørdag spilles kl. 13:00 på Bane 2, og du kan få din billet via linket her.

Har du sæsonkort til Brøndby Stadion eller medlemskort til Brøndbyernes IF, skal du blot vise dit kort ved indgangen for at få adgang til kampen.