Storsejr i Aarhus
06.11.2021 15:33
Lørdag var Brøndby IF på besøg hos AGF i Aarhus.
Hjemmeholdet lagde hårdt ud og dominerede kampen fra start, og efter blot seks minutter bragte AGF sig foran.
Der skulle dog kun gå tre minutter, og så var Brøndby-holdet tilbage da Christina Beck får udlignet til 1-1.
Efter scoringen fik Brøndby-holdet stille og roligt spillet sig bedre med i kampen, og hen mod slutningen af første halvleg sad Brøndby IF på spillet. Det skabte en masse store chancer til Brøndby-holdet, bl.a. et skud på overliggeren fra Christina Beck.
De store chancer blev ikke udnyttet godt nok, og holdene gik til pause med stillingen 1-1.
Efter pausen fortsatte Brøndby IF det gode spil. Da der er spillet 51 minutter har Brøndby-holdet et hjørnespark, og her får en AGF-spiller prikket bolden ind i eget mål. Så var Brøndby IF på sejrskurs.
Efter 60 minutters spil, sendte Nanna Christiansen en flot aflevering ind i feltet hvor Malou Rylov stod klar og fik sendt bolden i kassen.
Nanna Christiansen kom også selv på tavlen 13 minutter senere, efter et godt indlæg fra Laura Juul.
Dermed var stillingen 1-4, hvilket også blev slutresultatet. Brøndby IF kan derfor tage fra Aarhus med tre vigtige point i bagagen.