Per Nielsen evaluerer efteråret

17.12.2021 12:34

Kvindeliga-holdet er gået på juleferie. Det samme gør cheftræner Per Nielsen snart, men inden da har vi sat ham i stævne til en evaluering af efterårssæsonen. Et halvår, som har resulteret i en foreløbig tredjeplads i ligaen, avancement til kvartfinalen i pokalturneringen og et tidligt exit i UEFA Women’s Champions Leagues nye format.

Og det overordnede tema for efteråret har været det svingende niveau, og derfor kalder cheftræneren det for ”et blandet efterår”.

- Overordnet set har det været et meget blandet efterår. Der er dog ikke så meget, der har overrasket os. Vi vidste godt, at vi ville få et svært efterår, efter vi igen i sommer sagde farvel til rigtig mange spillere. Dem, vi sagde farvel til, var ikke bare hvem som helst. Det var stamspillere og landsholdsspillere mange af dem. Det var mange virkelig dygtige spillere, som havde gjort en forskel på vores hold og for Brøndby IF i lang tid, og det er der ikke noget hold, der kan leve med. Så vi vidste godt, at det ville gøre ondt på os, og at vi fra starten af sæsonen skulle starte en lang proces med at bygge et nyt hold op.

- At vi ligger på tredjepladsen i Gjensidige Kvindeliga på nuværende tidspunkt er ikke overraskende for mig. Vi har undervejs spillet nogle rigtig gode kampe, men vi har også spillet nogle dårlige, og det er meget normalt, når man er i gang med at spille et nyt hold sammen. Så overordnet set har det været et blandet efterår, hvor vi har svinget i niveau, men hvilket egentligt har været forventet fra min side på grund af den store udskiftning i sommer.

På trods af den store udskiftning i sommer og processen med at spille et nyt hold sammen har cheftræneren dog stadig set en god og positiv udvikling i holdet. Han hæfter sig særligt ved, hvordan mange spillere har rykket sig individuelt.  

- Vi har helt sikkert set en udvikling i holdet, og også en positiv én. Hvis vi for eksempel tager de to kampe mod Fortuna Hjørring, som vi begge taber med tre mål, så er der enormt stor forskel på de to kampe. I den første kamp på hjemmebane blev vi fuldstændig udspillet, men i kamp to var vi meget mere med og havde mange chancer, hvor vi så desværre bare var uskarpe i de to felter. Så rent spillemæssigt og i holdet har vi set en positiv udvikling hen over efteråret, men det, jeg egentlig hæfter mig allermest ved, er, at der er flere spillere, som er trådt i karakter og har blomstret.

- Hvis vi tager en spiller som Malou Marcetto Rylov, som vi hele tiden har haft store forventninger til. Så er hun en spiller, som pludselig har fået rigtig meget spilletid i det her efterår og har udviklet sig og spillet rigtig godt. Generelt set har der været rigtig mange spillere, der har udviklet sig individuelt, og dermed er vi også blevet bedre som hold. Det har været fedt at se, at der er så mange spillere, der har rykket sig og har taget ansvar i denne svære og lidt anderledes periode, hvor vi har skullet kæmpe mere for pointene og kvaliteten i spillet, end man måske er vant til i Brøndby IF. Så det glæder jeg mig meget over.

Og selvom juleferien står for døren, skal der også kigges fremad mod foråret, hvor der venter et slutspil i Gjensidige Kvindeliga og en kvartfinale i Kvindepokalen mod Fortuna Hjørring.

- Først og fremmest glæder jeg mig til at holde noget ferie, men som jeg også sagde til pigerne, da de gik på ferie, så kommer jeg allerede til at savne dem efter en uges tid. Jeg glæder mig til at komme i gang igen ude på træningsbanerne, så vi kan fortsætte udviklingen hos spillerne individuelt og som hold, som er så vigtig for mig. Vi skal huske på, at vi til foråret stadigvæk er i gang med en proces med at bygge et nyt hold op. Selvfølgelig skal vi se, om vi kan komme tættere på Fortuna Hjørring og HB Køge rent spillemæssigt, og så må vi tage de point, vi kan. Men det er også et halvår, hvor vi stadigvæk skal se spillere, der rykker sig individuelt. Truppen er ikke på plads endnu, så vi må se, hvordan det ser ud, når vi starter op i januar. Men overordnet set glæder vi os til at komme i gang igen og kæmpe med om medaljerne.  

- Sidst, men ikke mindst skal der lyde en stor tak for støtten hele vejen gennem sæsonen, og jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.