Malou Marcetto: Vi skal bringe en masse gejst

20.08.2021 17:41

I morgen venter sidste kamp i miniturneringen i Round 1 af UEFA Women’s Champions League, og modstanderen er tjekkiske FC Slovácko.

Det er ikke et hold, vi har stort kendskab til, hvilket har gjort forberedelserne lidt vanskeligere end normalt ifølge Malou Marcetto.
- Forberedelsen til denne kamp har været lidt anderledes. Vi har til dagens træning forsøgt os med nye formationer, som er planen, vi skal arbejde med i kampen i morgen. Udgangspunktet er dog stadig, at vi skal spille vores spil, ramme mellemrummene og være gode på bolden. Derudover forventer jeg, at det bliver en kamp, hvor mange kan vise sig frem og spille med ro i maven, eftersom der ikke er det helt store på spil. Det betyder dog på ingen måde, at vi ikke vil gøre alt for at vinde, for det vil vi.

Uanset resultatet af morgendagens kamp er det sæsonens sidste Champions League-kamp, da det kun er vinderen af miniturneringen, der går videre til lodtrækningen til næste runde. Det faktum, at det er sidste Champions League-kamp i denne omgang, ærgrer selvfølgelig den unge midtbanespiller.
- Det er super ærgerligt, at det allerede er sæsonens sidste Champions League kamp for vores vedkommende, men vi kan stadig lære en masse af kampen. Et stort fokuspunkt for kampen i morgen er, at vi skal bringe en masse gejst og energi, så det håber vi bl.a., at man kan mærke i morgen, og at vi derfra kan viderebringe det til kampene hjemme i Danmark.

Der er kampstart kl. 14.00, og kampen spilles igen på Kristianstads Fotbollsarena og kan ses på wnited.tv.