Buchberg: Ser frem til at møde mit gamle hold
10.08.2021 13:06
I morgen skal vi møde de forsvarende mestre fra HB Køge. Det bliver en spændende kamp, og vi håber på god opbakning på Capelli Sport Stadion i Køge.
Cecilie Buchberg er kommet til Brøndby IF fra HB Køge, og skal dermed møde sin tidligere klub for første gang:
- Det bliver forhåbentlig en god oplevelse. Jeg havde en rigtig god tid i Køge, som jeg ser gladeligt tilbage på. Jeg har gode minder fra Køge Stadion, så det håber jeg også jeg går derfra med onsdag. Vi skal matche den energi de altid kommer med, være dygtige til at dæmme op for deres fart på de forreste spillere, og forsøge at dominere spillet på bolden. Så tror jeg på, at vi kan vinde, siger hun.
I sin debutkamp i fredags mod KoldingQ, scorede Buchberg sit debutmål, og hun er glad for at være kommet godt fra start i Brøndby IF:
- Det var selvfølgelig dejligt. Det betyder meget for mig, at komme godt fra start, og vise klubben og mine nye holdkammerater, at jeg kan bidrage med noget, og forhåbentlig flere mål. Jeg synes jeg er kommet godt igang. Pigerne har taget utrolig godt imod mig, og givet mig en meget let og tryg start i klubben, så det er jeg meget taknemlig for. Ift. perspektiverne i holdet, håber og tror på, at vi kan konkurrere om mesterskabet, på trods af at konkurrencen er større end nogensinde, fortæller Cecilie.
Kampen spilles kl 18.00 i Køge, og kan ses på TV3 Sport.