Kotaro Uchino udlejes til Mito HollyHock

19.06.2026 09:00

Brøndby IF og japanske Mito HollyHock er blevet enige om en lejeaftale for 21-årige Kotaro Uchino.

Den japanske angriber blev i marts udlejet til Vissel Kobe på en fire måneder lang aftale, og nu fortsætter opholdet i Japan med et nyt lejeophold hos Mito HollyHock. Dermed får Kotaro Uchino en fuld sæson i hjemlandet, hvor han fortsat skal suge værdifulde erfaringer til sig i et velkendt miljø.

Fodbolddirektør Julius Ohnesorge fortæller om baggrunden for aftalen.

- Da vi sendte Kotaro til Vissel Kobe i marts på en relativ kort aftale, var det fordi vi vurderede, at han havde brug for et miljø, hvor han kunne fortsætte sin udvikling, da udsigten til spilletid i Brøndby var begrænset. Nu hvor sæsonen er afsluttet, har vi sammen evalueret situationen og set på, hvad det bedste næste skridt ville være for ham.

- I de konstruktive snakke med Kotaro, hans familie og hans agent har vi i fællesskab fundet en mulighed, der giver ham mulighed for at blive i Japan, hvor han har gode forudsætninger for at etablere sig som førstevalg på angriberposten og få betydelig spilletid. Det er noget, vi på nuværende tidspunkt ikke kan garantere på samme måde i Brøndby. Ved at blive i sine vante omgivelser får han kontinuitet og de bedst mulige rammer for at fortsætte sin udvikling, opbygge værdifuld kamperfaring og dermed tage de næste skridt i sin karriere, fortæller Julius Ohnesorge.

Kotaro kom til Brøndby IF i sommeren 2025. Nu fortsætter udviklingen med endnu et ophold i japansk fodbold, når Uchino i den kommende sæson skal tørne ud for Mito HollyHock i J1 League.

Kotaro Uchino har i løbet af sin tid i Brøndby IF spillet i alt ti kampe på tværs af alle turneringer. Japaneren har kontrakt i klubben til 2029.