
Brøndby IF siger farvel til David Tivey og Ben Dawson
13.06.2026 17:30
Fysisk træner David Tivey og assistenttræner Ben Dawson takker af efter et lille års tid i klubben.
Både Tivey og Dawson kom til klubben sidste efterår, hvor de blev en del af trænerteamet under tidligere cheftræner Steve Cooper, som de begge deler en fælles fortid med fra Premier League og Championship.
- Vi har valgt at sige farvel til David og Ben som et led i den samlede proces omkring vores nye sportslige setup, siger fodbolddirektør Julius Ohnesorge.
– Med et nyt trænerteam på plads har vi vurderet, hvilke kompetencer og profiler der bedst understøtter vores ambitioner og den strategiske retning, vi bevæger os i. På baggrund af den vurdering er vi nået frem til, at det er den rigtige beslutning at gå hver til sit, fortsætter han.
– Jeg vil gerne takke David og Ben for deres engagement, professionalisme og store arbejdsindsats i deres tid i Brøndby IF. De har løftet deres roller med stor dedikation, og vi ønsker dem alt det bedste i næste kapitel af deres karrierer, afslutter Ohnesorge.
Klubben arbejder nu videre med den fremtidige sammensætning af staben omkring førsteholdet.



