Brøndby IF skriver kontrakt med Emmanuel Dennis

22.01.2026 09:30

Brøndby IF tilføjer ny offensiv kraft.

28-årige Emmanuel Dennis har underskrevet en kontrakt med klubben, der løber frem til sommeren 2028. 

Dennis var med i den første uge af klubbens træningslejr, og her imponerede offensivspilleren i en grad, der ikke har efterladt megen tvivl. Derfor er han nu Brøndby-spiller.  

-Emmanuel har den seneste uges tid vist os med al ønskelig tydelighed, at han besidder nogle kompetencer, som kan give os flere muligheder offensivt, og som man ikke nødvendigvis ser hver dag i Superligaen. Han har fart og gennembrudsstyrke, og han har vist, at han er en trussel foran målet. Samtidig kommer han med værdifuld erfaring fra et højt internationalt niveau, siger fodbolddirektør Benjamin Schmedes. 

- Lige så vigtigt er det, at Emmanuel har givet tydeligt udtryk for, at det er i Brøndby, han nu vil være, samtidig med han har vist, at han er klar til at investere den indsats, det kræver at lykkes her. Alt det lagt sammen gør, at vi får en rigtig spændende spiller ind, fortsætter Schmedes.

Emmanuel Dennis, der har spillet otte landskampe for Nigeria, har været uden klub, siden han i sommer forlod Nottingham Forest. Tidligere har han huseret i offensiven for klubber som Club Brügge, FC Köln og Watford. Men nu er hans nye hjem på vestegnen.

- Jeg er meget glad for at have skrevet under med klubben. Jeg har set videoklip af fansene. De har meget energi, og det har jeg også. Jeg værdsætter virkelig, at klubben har givet mig denne chance, og jeg glæder mig meget til at komme i gang. Forhåbentlig vil vi opnå store ting sammen, siger Emmanuel Dennis. 

- Den første uge med drengene var fantastisk. Vi fandt kemien virkelig hurtigt. De tog så godt i mod mig, at det føltes som om vi havde kendt hinanden i flere år. Jeg kunne mærke kærligheden med det samme, og det gjorde det endnu mere attraktivt for mig. Alle var så flinke og hjælpsomme, og jeg kan ikke vente med at spille på samme hold som dem, fortæller vores nye offensive es.

Emmanuel Dennis er aktuelt i England for at få opholds- og arbejdstilladelse på plads. Han tiltræder i Brøndby IF, når papirerne er godkendt. Klubben forventer, at processen kan strække sig ind i februar måned. 

Emmanuel Dennis får trøje nummer 17.