
Brøndby IF køber Mads Frøkjær-Jensen
02.02.2026 20:00
Der er egentlig kun få kilometer fra Hvidovre til Brøndby Stadion, men han har taget turen via både Fyn og England.
Nu er han her imidlertid. Mads Frøkjær-Jensen er Brøndby-spiller.
Den 26-årige midtbanespiller kommer til klubben fra engelske Preston North End på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2029.
Mads fik som 19-årig sit gennembrud i Odense Boldklub. Succesen på Fyn skaffede ham et skifte til Championship, hvor det for Preston blev til 107 kampe med otte mål og 14 assists til følge.
Nu vender han tilbage til 3F Superligaen for at bære de blågule farver. Og tilbage til Vestegnen.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller om tilføjelsen af Mads Frøkjær.
- I Mads har vi fået dén offensivt indstillede midtbanespiller, vi har søgt efter. Han er dejlig aggressivt indstillet og har en direkthed og et drive i sit spil, som passer perfekt til den måde, vi vil spille på. Han har masser af erfaring fra både Superligaen og udlandet og har samtidig en alder som gør, at han både kan lære fra sig og udvikle sig yderligere.
- Men ét er spilleren, noget andet mennesket. Vi får en mand ind, der er vokset op som Brøndby-fan få kilometer fra stadion, og som både kender, forstår og holder af kulturen og værdierne i klubben. Jeg har ikke lagt skjul på, vi har haft et ønske om at tilføre danske spillere til truppen, og i Mads får vi en profil ind, som oven i købet har lokal tilknytning og har fået Brøndby ind med modermælken, fortsætter han.
- Lægger man alt dét sammen, resulterer det i en spiller, som vi tror på vil bidrage og tage ansvar både på og udenfor banen og som kan udvikle sig til en vigtig profil, som fansene kan spejle sig i, slutter Schmedes.
Selv fortæller Mads om sit skifte til Brøndby IF.
- Jeg er født og opvokset i Hvidovre og er kommet på Brøndby Stadion, siden jeg var lille. Mine forældre er store Brøndby-fans. Især min mor, som er fra Brøndby. Så det er en klub, som har været en del af hele min barndom.
- Derfor bliver det specielt at kunne trække den blå-gule trøje over hovedet og træde ud på et fyldt Brøndby Stadion til et ordentligt brøl. Dér tror jeg, barndomsminderne kommer frem igen, og jeg skal nok nive mig selv i armen en ekstra gang, siger Frøkjær.
- Til at starte med er mit mål at gøre mig fortjent til en startplads og forhåbentlig lave nogle mål og assists. Jeg skal gøre mit for at performe og hjælpe holdet, og så skal vi gerne så højt op i ligaen som muligt. Forhåbentlig kan vi vinde medaljer, titler og spille europæisk fodbold sammen, slutter han.
Mads Frøkjær-Jensen får trøjenummer 29 og vil have sin første træning med sine nye holdkammerater onsdag.