Brøndby IF lancerer permanent synstolkning på og udenfor stadion

23.02.2026 07:00

Som den første klub i Danmark og Norden, lancerer Brøndby IF fra i dag permanent synstolkning til alle klubbens hjemmebanekampe, som både fungerer på og uden for stadion. Med løsningen, der er udviklet i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og klubbens hovedpartner Betano, kan personer med synshandicap følge de blågule og kampenes udvikling fra tribunen eller hjemme i stuen.

Du kan lytte til hele historien ved at klikke her

Når Brøndby IF går på banen i aften mod Sønderjyske i 3F Superliga, bliver det med inklusion og tilgængelighed i højsædet.

Brøndby IF indfører nemlig i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og klubbens hovedpartner Betano permanent synstolkning til klubbens hjemmekampe. Det betyder, at mennesker med synshandicap nu både kan følge de blågule fra lægterne eller hjemme fra stuerne.

Synstolkning, som kan tilgås via radio.brondby.com, er en mundtlig beskrivelse af det, der sker på banen og omkring kampen. Her sætter en særlig uddannet kommentator ord på spillet, bevægelserne, stemningen og de visuelle detaljer, så mennesker med synshandicap kan følge kampen og få den bedst mulige fodboldoplevelse.

- Brøndby IF er et særligt fællesskab, som skal være tilgængeligt for alle. Derfor skal vi åbne så mange døre som overhovedet muligt ind til dét fællesskab. Med synstolkning både på stadion og til dem, der lytter med hjemmefra, tager vi et meget konkret skridt for at gøre kampoplevelsen omkring vores hjemmebanekampe endnu mere inkluderende. Som fan af Brøndby IF skal man kunne føle sig velkommen og som en del af klubbens fællesskab uanset hvad. Dér har vi som klub et stort ansvar for at fjerne de barrierer, der kan stå i vejen, siger Thomas Skov, marketingdirektør og ansvarlig for fanoplevelsen i Brøndby IF.

Udviklet i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund og Betano
Til at skyde den nye fanoplevelse i gang, er medlemmer fra Dansk Blindesamfund inviteret til aftenens hjemmekamp mod Sønderjyske. 

Hele arbejdet og den nye løsning møder stor opbakning og anerkendelse fra Dansk Blindesamfund.

- Synstolkning handler om lige adgang til fællesskabet, og det betyder, at endnu flere kan opleve fodbolden - også dem, der ikke kan følge spillet visuelt. Synstolkning gør en enorm forskel for blinde og svagsynede, fordi man ikke længere er afhængig af tilfældige radiouddrag eller af at spørge folk omkring sig hele tiden, hvad der sker på banen. Vi er derfor glade for, at Brøndby IF tilbyder synstolkning til sine hjemmekampe og dermed forbedrer blinde og stærkt svagsynedes mulighed for at følge klubbens kampe, siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Sammen med Dansk Blindesamfund har Brøndby IF’s hovedpartner Betano spillet en central rolle i at støtte og bidrage til udviklingen af den nye permanente synstolkningsløsning. Lanceringen markerer første skridt i en bredere ambition fra Brøndby IF og Betano om at nedbryde barrierer i fodbolden.

- Inklusion er en central prioritet for Betano, da vi i høj grad tror på, at alle skal have lige muligheder for at nyde spillet. Som hovedpartner for Brøndby IF er det vigtigt for os at omsætte vores ambitioner til handling. Vi er stolte af at have bidraget til udviklingen af en løsning, der giver fans med synshandicap bedre adgang til den fulde fodboldoplevelse, siger Kresten Hougaard, landechef for Betano i Danmark.

Til gavn for alle fans - også uden for stadion
Løsningen på Brøndby Stadion, der er den første af sin art i Norden, bliver permanent og tilgængelig overalt. 

På stadion kan fans lytte med i realtid via radio.brondby.com på deres egne smartphones og med egne høretelefoner.

Hjemme er kommentatorsporet også tilgængeligt via linket, hvor det kan synkroniseres med live-tv-transmissioner, så fans kan opleve stemningen live hjemme fra stuen.

- Rækkevidden for Brøndby IF's nye synstolkningsprogram går længere end for mennesker med synshandicap. Fans, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at møde op på stadion, kan nu enten følge med i kampen på farten eller hjemme i stuen og dermed være en del af klubbens fællesskab, siger Thomas Skov.

Softwaren bag Brøndby IF's nye synstolkningsprogram, kommer fra den tyske virksomhed, Mycrocast, der allerede leverer samme løsning til flere hold i den tyske Bundesliga og hollandske Ajax Amsterdam. 

Til at kommentere Brøndby IF's kampe vil den særligt uddannede synstolkningskommentator, Selver Elezovic, være hovedkommentator. Han har tidligere kommenteret Danmarks kampe ved blandt andet EM i 2024 og bliver ved Brøndby IF's hjemmekampe fast ledsaget af den tidligere Brøndby-spiller, Joel Kabongo.