Rasmus Lauritsen skifter til græsk fodbold

27.08.2026 16:00

Efter tre og et halvt år på Vestegnen går turen nu videre for Rasmus Lauritsen, der fortsætter karrieren i græsk fodbold. Den 30-årige midtstopper skifter på en permanent transfer til Iraklis Thessaloniki.

Rasmus kom til Brøndby IF fra Dinamo Zagreb i januar 2023 og nåede at spille 66 kampe i den blågule trøje.

Nu venter et nyt kapitel i karrieren, når turen går til Thessaloniki. Her bliver Rasmus en del af en klub, der netop er rykket op i den bedste græske række, Super League.

Fodbolddirektør Julius Ohnesorge ser tilbage på Rasmus' tid i Brøndby.

- Rasmus har været en eksemplarisk og professionel Brøndby-spiller og holdkammerat, og han har gennem sin tid på holdet bidraget både på og uden for banen med sine egenskaber og stærke personlighed. Den seneste sæson har han dog ikke fået den spilletid, som han har ønsket, og derfor har det været et fælles ønske at finde en løsning, hvor Rasmus igen kan spille fodbold fast.

- Vi er glade for, at det nu er lykkedes at finde en god løsning i Iraklis Thessaloniki, som netop er rykket op i den bedste græske række. Vi håber, at Rasmus får en vigtig rolle og et godt udlandseventyr i Grækenland. Samtidig vil vi gerne sende ham afsted med en stor tak for hans indsats og bidrag til klubben, og vi ønsker ham alt det bedste i det græske, fortæller Julius Ohnesorge.

Selv fortæller Rasmus Lauritsen om sin afsked med Brøndby IF.

- Brøndby er en stor klub med fantastiske fans, og jeg har altid været glad for at være en del af det fællesskab, der er omkring holdet og klubben. 

- Samtidig er det også blevet tid til at prøve noget nyt. Jeg har et stort ønske om at spille mere fodbold og få en vigtig rolle på banen igen, og derfor føles skiftet til Iraklis som det rigtige for mig. Jeg vil gerne sige tak til alle omkring holdet, mine holdkammerater og fansene for den støtte, jeg har fået gennem min tid i Brøndby, fortæller Rasmus Lauritsen.