
’Vores Brøndby’ fortsætter: Tre nye afsnit på vej på Pluto TV
02.04.2026 07:29
Da Brøndby IF og Pluto TV tidligere lancerede talkformatet ’Vores Brøndby’, blev fans inviteret helt tæt på klubben gennem ærlige samtaler, fortællinger og personlige minder. Nu fortsætter serien, og i april udkommer tre nye afsnit, der igen dykker ned i, hvad Brøndby IF er og har været.
Afsnit 4, 5 og 6 får premiere henholdsvis torsdag den 2., 9. og 16. april på Brøndby IF’s kanal på Pluto TV.
Nyt panel – nye perspektiver
I de kommende afsnit præsenteres seerne for et nyt fast panel bestående af Thomas Kahlenberg, Søren Colding og Nanna Møller Karlsen. Sammen bringer de både erfaring fra banen, indsigt i klubben og et stærkt blik for Brøndbys identitet, og det danner rammen for de næste tre programmer.
Panelet tager seerne med tilbage til nogle af de øjeblikke og temaer, der har været med til at definere Brøndby IF – fra store europæiske aftener og derbyopgør til arbejdet med fremtidens spillere og udviklingen uden for førsteholdet.
Stærke gæster med hver deres historie
Som i de første afsnit får panelet selskab af markante profiler, der hver især bidrager med unikke perspektiver:
Afsnit 4 – torsdag 2. april Gæst: Allan Ravn
Afsnit 5 – torsdag 9. april Gæster: Jacob Ambæk og Therese Eslund
Afsnit 6 – torsdag 16. april Gæster: Rasmus Hammerich og Kim Vilfort
En fortælling om mere end førsteholdet
Med de nye afsnit fortsætter ’Vores Brøndby’ med at udfolde fortællingen om en klub, der rækker langt ud over resultaterne på banen. Gennem personlige historier, refleksioner og fælles minder tegnes et billede af Brøndby IF som noget større – et fællesskab, en kultur og en identitet, der lever på tværs af generationer.
Alle afsnit kan ses gratis på Brøndby IF’s kanal på Pluto TV lige her.



