Viggo Poulsen skriver under til 2031

09.04.2026 07:00

I tirsdags fyldte han 18 år, og nu skriver han under på en fem-årig aftale med klubben han har været i siden barndommen.

Vores talentfulde Viggo Poulsen har sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med Brøndby IF, så aftalen nu løber frem til sommeren 2031.

Den 18-årige offensivspiller, der i december fik sin debut i 3F Superligaen mod Vejle, fortsætter dermed sin udvikling i gul og blå i de kommende år.

Forlængelsen er endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at udvikle og fastholde egne talenter fra Brøndby Masterclass – præcis som klubben har gjort med adskillige forlængelser af unge Brøndby-drenge den seneste periode.

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller om forlængelsen:

- Viggo er en spiller, vi har haft stor tro på i lang tid, og som har taget rigtig gode skridt i sin udvikling. Han er teknisk dygtig, spilintelligent og arbejder hårdt hver dag for at blive bedre, og det er nogle af de egenskaber, vi vægter højt i Brøndby IF.

- Samtidig har han allerede fået sine første minutter på Superliga-holdet, og det vidner om, at han er på rette vej. Vi ser et stort potentiale i Viggo, og med den her forlængelse sikrer vi, at vi kan fortsætte arbejdet med hans udvikling i de rette rammer de kommende mange år, fortæller Benjamin Schmedes.

Teknisk direktør Julius Ohnesorge understreger vigtigheden i at fastholde egne talenter:

- Det er en central del af vores strategi i Brøndby IF, at vi både udvikler og fastholder vores egne talenter, og det kræver et stærkt arbejde på tværs af hele vores set up at forberede spillere til førsteholdet. Viggo er et tydeligt eksempel på den vej. Han har udviklet sig fra vores samarbejdsklub Vallensbæk IF, gennem vores tidligere TOP-Center og hele vejen gennem Masterclass og til Superliga-truppen. Det afspejler styrken i vores udviklingsmodel.

- Viggo er en dreng fra Vestegnen, som personificerer vores tro på hårdt arbejde og en daglig dedikation til at forbedre sig. Han er ydmyg, men selvsikker - og han har taget store skridt frem hvert eneste år i klubben. Vi tror på, at hans udvikling vil fortsætte i et stærkt og stabilt miljø, og den tro afspejles tydeligt i en så langsigtet kontraktforlængelse, understreger Ohnesorge. 

Selv fortæller Viggo Poulsen om sin forlængelse med Brøndby IF:

- Jeg har været i klubben, siden jeg var 11 år, og Brøndby har været et hjem for mig. Jeg elsker at være her, og jeg har nydt alle år op til nu. Forhåbentlig kommer jeg også til at nyde de næste mange år. Derfor var der ikke så meget at tænke over, da jeg skulle skrive under.

- Jeg elsker klubben, og derfor var det en nem beslutning at forlænge. Brøndby er det rette sted for mig, og det er en kæmpe ære at kunne være i klubben mange år endnu. 

Viggo Poulsen står siden sin debut i december noteret for fem førsteholdskampe for Brøndby IF, som nu kan blive til mange flere de kommende år.