Jan Bech Andersen: Skuffet og optimistisk på én og samme tid

25.09.2025 09:18

Brøndby IF har i dag offentliggjort årsregnskab for perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025. Resultatet før skat lander på -131 mio. kr. Et resultat, der ligger inden for den senest udmeldte forventning, men som er lavere end de oprindeligt budgetterede mål. 

Bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, lægger ikke skjul på resultatets utilfredsstillende karakter, men peger samtidig på de fremskridt og investeringer, der er foretaget i årets løb. 

- Et negativt resultat i den størrelsesorden er naturligvis ikke tilfredsstillende. Lad os bare kalde en spade for en spade. Når det er sagt, er hovedårsagen til resultatet en række af bevidste og nødvendige valg og investeringer, der styrker klubben på både kort og lang sigt. Valg og investeringer, der er afgørende for, at vi i det regnskabsår, vi er midt i nu, har mulighed for sorte tal på bundlinjen på trods af, vi ikke deltager i et europæisk ligaspil i efteråret 2025, siger Jan Bech Andersen. 

Manglende europæisk gruppespil i efteråret 2024 er også blandt årsagerne til resultatet i 2024/25. I højere grad skyldes resultatet imidlertid øgede investeringer i spillertruppen og lavere indtægter fra salg af spillere i regnskabsåret 2024/25.

Salgene i sommeren 2025 af spillere som Yuito Suzuki, Mathias Kvistgaarden og flere andre kan således først aflæses i det kommende årsregnskab  

- Det er ingen hemmelighed, at vi de seneste år har øget vores spillerbudget og har investeret i holdet og truppen i jagten på sportslig succes. Sidste år valgte vi helt bevidst at fastholde vores spillertrup så vidt muligt. Det gjorde vi både med henblik på vores sportslige resultater, men også med henblik på spillernes udvikling og den værdistigning, det kan give, når vi beholder vores spillere længere og giver dem muligheden for at nå deres fulde potentiale i Brøndby. Den beslutning smitter negativt af på det årsregnskab, vi præsenterer i dag, men har til gengæld en positiv økonomisk indvirkning på det regnskabsår, vi nu er i fuld gang med, siger Jan Bech Andersen.  

Kommercielt rekordår
Brøndby IF har i det forgangne regnskabsår ud over investeringer i spillertruppen investeret i organisationen og ikke mindst den kommercielle udvikling.

Det fokus har medvirket til, at Brøndby IF i regnskabsåret 2024/25 har præsteret de højeste partnerindtægter i klubbens historie, har sat rekord i merchandise-salg og samtidig har oplevet massiv tilskueropbakning med udsolgte sæsonkort og billetabonnementer allerede inden sæsonstart.  

- De kommercielle resultater taler sit tydelige sprog. De viser, at vi har et stærkt brand og en utrolig opbakning, samt ikke mindst et dygtigt team, der arbejder professionelt og målrettet med de rigtige tiltag. Den udvikling er vi stolte af, og det er et område, vi fortsat vil investere i. Vi har igangsat projekter, der skal øge både kampdagsoplevelsen for fansene og vores kommercielle indtjeningsgrundlag yderligere, understreger Jan Bech Andersen, inden han samler op: 

- Det er muligt både at være skuffet og optimistisk på én og samme tid. Og det er, hvad jeg og vi er i dag. Regnskabet, vi nu har præsenteret, er isoleret set utilfredsstillende. Men de investeringer, der ligger til grund for det resultat, danner et både sportsligt og økonomisk fundament, som peger fremad og understøtter vores målsætning om hvert år at spille med om titler og deltage i europæiske ligaspil, slutter Jan Bech Andersen.     

For regnskabsåret 2025/26 forventer Brøndby IF et resultat før skat i niveauet -40 mio. kr. til +20 mio. Kr. Resultatforventningen er behæftet med usikkerhed.  

Se årsrapporten for 2024/25 her.