Brøndby IF sætter igen i år fokus på FodboldtrøjeFredag

03.03.2025 07:00

Fredag den 7. marts klæder fodboldfans over hele landet sig i deres yndlingsfodboldtrøjer for at støtte FodboldtrøjeFredag.

Dagen er et årligt initiativ arrangeret af Danske Spil til fordel for og sammen med Børnecancerfonden, hvor fodboldglæde og velgørenhed går hånd i hånd for at samle ind til børn ramt af kræft.

Brøndby IF vil derfor hele denne uge sammen med vores hovedpartner, Danske Spil, sætte fokus på FodboldtrøjeFredag, og her har Danske Spil igen valgt at dedikere pladsen på spillertrøjerne til fordel for Børnecancerfondens årlige indsamling.

Specieltryk på maven i de kommende kampe
Når Superliga-truppen løber ind på banen på Brøndby Stadion mandag aften mod Lyngby BK og ude mod Randers FC samt kvindeholdets hjemmekamp mod AGF lørdag bliver det iført et specieltryk på maven af spillertrøjerne.

Hjemme- og tredjetrøjerne fra henholdsvis Lyngby- og Randers-kampene bliver sat på auktion umiddelbart efter, hvor du kan byde på spillertrøjerne og dermed støtte Børnecancerfondens arbejde. 

Du kan byde på de matchworn spillertrøjer på auktion her.

Ole Palmå, administrerende direktør, fortæller:

- Fodbold har en unik evne til at samle mennesker på tværs af samfundet, og FodboldtrøjeFredag er et stærkt bevis på, hvordan vi kan bruge den passion til at gøre en forskel for kræftramte børn og deres familier. I Brøndby IF er fællesskabet en hjørnesten, og igen i år vil vi bruge vores store platforme samt spillertrøjer til at sætte fokus på og støtte op om de børn og familier, der kæmper med kræft. 

- Vi håber på, at så mange som muligt vil støtte op om initiativet - sammen kan vi gøre en forskel, slutter Palmå.

Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil, fortæller:

- FodboldtrøjeFredag handler om at forene glæden ved fodbold med en vigtig sag. Vi er stolte af, at vi sammen med vores mangeårige samarbejdspartner Brøndby IF kan gøre opmærksom på den glædelige, landsdækkende begivenhed og det vigtige formål. Vi glæder os til også at se en masse Brøndby-fans sprede budskabet om fodbold, fællesskab og kampen mod børnekræft, siger Nikolas Lyhne-Knudsen.  

Støt Brøndby IF's indsamling
Du kan allerede støtte Brøndby IF's indsamling til FodboldtrøjeFredag ved at donere et valgfrit beløb på MobilePay: 58 61 60.

Alle donationer går ubeskåret til Børnecancerfonden, som gennem støtte, forskning og forebyggelse gør en mærkbar forskel for kræftramte børn og deres familier.

Få tryk på trøjen og støt Børnecancerfonden
For 100 kr. kan du få FodboldtrøjeFredag-trykket på din egen hjemmebanetrøje på maven. På den måde kan du også støtte Børnecancerfonden, og overskuddet går til Børnecancerfondens vigtige arbejde.

Du kan vælge trykket, hvis du køber en ny trøje, eller du kan komme ned i Brøndby Shoppen med din hjemmebanetrøje, hvis du allerede har købt den.

Specialtrykket kan fås fra i dag, men du kan allerede nu bestille det på din spillertrøje, hvis du køber den på Shoppens hjemmeside i dag.

Hvad er FodboldtrøjeFredag?
FodboldtrøjeFredag er Danske Spil og Børnecancerfondens årlige indsamling til fordel for Børnecancerfonden, som altid ligger den første fredag i marts, og som sætter fokus på børn med kræft.

Danske Spil er initiativtager til projektet og har udviklet FodboldtrøjeFredag til fordel for og sammen med Børnecancerfonden. Når du trækker i trøjen på FodboldtrøjeFredag, er du med til at sætte fokus på og din støtte til kræftramte børn og deres familier gennem den måske sværeste tid i deres liv.

Fodboldtrøjefredag løber af stablen fredag 7. marts, og du kan støtte Brøndby IF's indsamling ved at donere et valgfrit beløb på MobilePay: 58 61 60.