
Mateusz Kowalczyk skifter til GKS Katowice
02.06.2025 16:00
Mateusz Kowalczyk skifter med øjeblikkelig virkning til den polske klub GKS Katowice på en permanent aftale.
Den 21-årige midtbanespiller kom til Brøndby IF tilbage i sommeren 2023, hvor han efter en sæson uden så meget spilletid blev udlejet til GKS Katowice.
Her har han i denne sæson fået masser af minutter for den polske klub og står noteret for 32 kampe med tre mål til følge.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes fortæller om skiftet:
- Mateusz er en ung og talentfuld spiller, som blev hentet til klubben for et par sæsoner siden, men det blev desværre ikke til den spilletid hos os, som både vi og han havde håbet på.
- Til gengæld har Mateusz haft en rigtig god sæson i Polen, hvor han har fået masser af spilletid under sit lejeophold. Derfor giver det også god mening, at GKS Katowice har udnyttet deres option i lejeaftalen om et permanent skifte, og vi ønsker alt det bedste til Mateusz og hans fortsatte udvikling i GKS Katowice.