Brøndby IF henter japanske Sho Fukuda

26.06.2025 10:00

Brøndby IF har i dag skrevet under med den 24-årige japanske offensivspiller Sho Fukuda, der skifter til Vestegnen fra japanske Shonan Bellmare. Aftalen løber frem til sommeren 2029.

Fukuda kommer fra den bedste japanske liga og er en hurtig spiller med høj intensitet i sit spil, fortæller fodbolddirektør Benjamin Schmedes.

- Sho Fukuda er en hurtig offensivspiller med et lavt tyngdepunkt, som kan lide at løbe dybt, og som generelt spiller med høj intensitet i sit spil. Han er en spiller, vi har haft på radaren i noget tid, og som vi ved, at andre klubber også har vist interesse for, så vi er meget glade for, at han nu bliver en del af Brøndby IF, fortæller Schmedes og fortsætter:

- Selvom der naturligvis vil være en periode med tilvænning, så ser vi en spiller, der passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille på i Brøndby IF.

Japanerens kontrakt med Brøndby IF træder først i kraft pr. 6. juli, og angriberen er derfor fortsat tilknyttet Shonan Bellmare, som har mulighed for at benytte ham indtil da.

Han støder derfor først til resten af truppen på træningslejren. 

Sho Fukuda får nr. 19.