Jan Bech: Sammen kan vi løfte Brøndby IF

10.01.2025 07:37

Tidligere i dag annoncerede Brøndby IF en kapitalforhøjelse og offentliggjorde samtidig sit prospekt, som kan læses her.

Brøndby IF søger at rejse kapital med det formål at forbedre de økonomiske resultater gennem kontinuerlig deltagelse i ligaspillet i UEFA's klubturneringer, udnytte potentialet i spillertransfers samt kapitalisere på kommercielle vækstmuligheder.

Indtægterne vil specifikt blive anvendt til at styrke Superliga-truppen og arbejdskapitalen, som begge er afgørende for at opnå den strategiske målsætning om at spille med om titler og deltagelse i UEFA's ligaspil.

Desuden vil selskabet afsætte en del af provenuet til infrastruktur- og kommercielle projekter, der skal understøtte en øget indtjening fra kommerciel vækst. 

Bestyrelsesformand i Brøndby IF og investor Jan Bech Andersen deler sine tanker om kapitalforhøjelsen:

- Da vi bød GFH velkommen i Brøndby-familien i 2022, var det med en fælles vision: at tage Brøndby IF til næste niveau. At konkurrere om titler herhjemme og sætte vores præg i Europa er ikke bare en drøm; det er en ambition, vi arbejder for hver eneste dag. Denne kapitalforhøjelse er et afgørende skridt på den rejse. Vi ønsker at rejse den nødvendige kapital, så vi sammen kan løfte Brøndby IF videre. 

- Jeg investerer mine egne tjente penge, fordi jeg har en tro på fremtiden. Jeg har altid sagt, at Brøndby er en klub med et stort potentiale. Jeg ser dette potentiale blive realiseret i disse år gennem en dedikeret indsats fra vores ledelsesteam, spillere, ansatte, fans og partnere. Vi håber, at så mange som muligt vil stå sammen med os nu, for sammen har vi en mulighed for give vores klub et stærkt fundament for vejen frem. 

- Fundamentet for enhver stor klub starter på banen, og vi har allerede igennem de seneste par sæsoner taget væsentlige skridt til at styrke Superliga-truppen. Denne kapitalforhøjelse giver os mulighed for at forblive konkurrencedygtige i Superligaen og samtidig tage sigte mod europæiske ligaspil. 

- Men denne investeringsmulighed handler ikke kun om, hvad der sker på banen; det handler om at styrke Brøndby IF kommercielt. Ved at styrke vores fysiske og digitale infrastruktur skaber vi et endnu stærkere setup i Brøndby IF. Sammen med GFH støtter jeg derfor op om kapitalforhøjelsen, fordi jeg ved, hvad vi kan opnå sammen. 

Hvis du vil læse mere om kapitalforhøjelsen og prospektet, kan du finde information her.