
Kevin Tshiembe skifter til Vålerenga
12.02.2025 18:00
Brøndby IF og den norske klub Vålerenga Fotball er blevet enige om en transfer af Kevin Tshiembe.
Den 27-årige forsvarsspiller skifter dermed med øjeblikkelig virkning til Eliteserien-klubben, og med en kontrakt der udløber til sommer, er skiftet en god mulighed for begge parter.
Fodbolddirektør Benjamin Schmedes takker Kevin Tshiembe for hans indsats i Brøndby IF:
- Kevin har gennem sine år i Brøndby IF været en stærk defensivspiller for os og altid været utrolig vellidt blandt alle i klubben. Han har altid arbejdet professionelt og med en stærk mentalitet, og vi ønsker ham alt det bedste i Norge.
Forsvarsspilleren, som kom til Brøndby IF i sommeren 2021, ser frem til sin nye udfordring i norsk fodbold:
- Jeg har haft nogle gode år i Brøndby IF og er meget taknemmelig for klubben, mine holdkammerater og fansene. Jeg tager rigtig mange gode minder med mig, og nu glæder jeg mig til at prøve mig selv af i Norge og tage det næste skridt i min karriere.
Brøndby IF takker Kevin for hans indsats i klubben og ønsker ham held og lykke i fremtiden.