Ole Palmå: Fuldstændig uacceptabelt
02.09.2024 11:33
Gårsdagens Derby blev desværre skæmet af en række episoder efter kampen samt et banner med budskabet ”Spark og slå på FCK”, som Brøndby IF på det kraftigste tager afstand fra, og administrererende direktør Ole Palmå fortæller her om de skærpede foranstaltninger fremadrettet.
- Det vi så i går med banner, t-shirts og episoder efter kampen er først og fremmest fuldstændig uacceptabelt og på ingen måde i overensstemmelse med Brøndby IF's værdier. Vi tager på det kraftigste afstand for enhver form for vold eller opfordring til samme, og det er vigtigt for os at understrege, at det ikke har nogen plads i vores klub.
- Som en konsekvens af banneret i går indfører vi nu en række nye processer for at undgå, at vi skulle stå i samme situation igen. Det betyder blandt andet, at tifoer på udebane fremadrettet skal igennem den samme godkendelsesproces som tifoer på Brøndby Stadion, dvs. at man skal indsende tifoen til godkendelse på forhånd. Ved at lave et banner som det i går, har man brudt vores tillid og værdier som klub, og det kan vi ikke acceptere. Vi forventer at uddele et tocifret antal længerevarende karantæner på baggrund af gårsdagens Derby.
Brøndby IF’s eget ordensreglement tilsiger, at genstande eller effekter såsom tøj, bannere eller lignende, hvorpå der er påtrykt, skrevet eller på anden måde synligt gives udtryk for racistiske, politiske, kriminelle eller anden form for utryghedsskabende budskaber ikke er tilladt.
- Vi kan derfor på ingen måde tolerere de t-shirts, som en gruppe af fans havde på i går, som havde samme budskab som banneret. Derfor vil vi gerne understrege, at det ikke er tilladt at bære disse t-shirts eller andet tøj, der opfordrer til vold eller på andre måder er utryghedsskabende til Brøndby IF’s kampe.
- Til sidst vil jeg gerne understrege, at langt, langt størstedelen af alle Brøndby-fans opfører sig ordentligt og støtter holdet på forbilledlig vis. Det gør os utrolig triste, at alle de fantastiske Brøndby-fans der støtter og elsker at være en del af det store fællesskab, skal stå på mål for den opførsel, de få udviser. Vi skal som klub og fans sammen sikre, at kulturen på tribunen bevæger sig i den rigtige retning, og derfor vil vi over det næste stykke tid indlede dialogmøder med bl.a. Fanafdelingen, slutter Ole Palmå.