Brøndby IF lejer Mileta Rajovic i Watford FC
02.09.2024 21:58
Brøndby IF lejer den tidligere Masterclass-angriber Mileta Rajovic i EFL Championship-klubben Watford FC for resten af sæsonen.
Mileta Rajovic startede i Brøndby Masterclass som 11-årig og tog turen op til U19-holdet, inden han senere skiftede væk. Siden sin tid på Vestegnen har Rajovic spillet i blandt andet svenske Kalmar FF, hvor han hurtigt fik succes og senere skiftede til engelske Watford FC sidste sommer.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om lejeaftalen med Mileta Rajovic:
- Vi er meget glade for, at Mileta bliver en del af truppen. Mileta har som mange andre fodboldspillere mødt noget modstand undervejs i sin karriere og taget en omvej for at komme hertil. Men upåagtet af hvad der har mødt ham, så har han knoklet på og udvist en stærk mentalitet, og uanset hvor han har spillet, så har han vist, at han kan score mål. De seneste par år er det så blevet masser af mål først i Kalmar og efterfølgende i Watford, så vi ser derfor frem til at få glæde af hans kvaliteter i vores offensiv.
Mileta Rajovic fortæller om lejeaftalen med Brøndby IF:
- Det er selvfølgelig specielt at skifte tilbage til den klub, som jeg har været i som ungdomsspiller. Jeg startede i Brøndby IF som 11-årig og skiftede så væk som anden års U19, så det er selvfølgelig stort for mig at komme tilbage hertil, selvom jeg har taget en anden vej ind på Superliga-holdet. Dengang som ungdomsspiller, kan jeg huske, at man kiggede op på Brøndby Stadion, når man gik ud til træning, så det at skulle spille derinde nu er jo noget, jeg har drømt om som ung spiller i Masterclass.
- Nu glæder jeg mig til at komme i gang, og så håber jeg selvfølgelig på at komme ind og bidrage med at score mål foran klubbens fantastiske fans, for det har været en stor drøm for mig.
Lejeaftalen mellem Brøndby IF og Watford FC løber frem til sommeren 2025.