U19-cheftræner Menno van Dam skifter til AaB

27.05.2024 15:00

Menno van Dam stopper i rollen som U19-cheftræner i Brøndby IF og tiltræder som cheftræner i AaB, som har sikret sig oprykning til 3F Superligaen fra den kommende sæson.

U19-træneren kom til Vestegnen fra hollandske Heerenveen i sommeren 2022, hvor han overtog tøjlerne på U17-mandskabet i Brøndby Masterclass. Her blev det til en succesrig første sæson, hvor han førte U17-talenterne til et mesterskab og en pokaltitel.

The Double-hæderen på U17 medførte en kontraktforlængelse og en ny rolle, da Menno van Dam i sommer blev cheftræner på U19-mandskabet, hvor han i skrivende stund har ført drengene op på en andenplads i U19 Ligaen med en spillerunde igen.

Tilbage i januar begyndte Menno van Dam sin UEFA Pro Licens-træneruddannelse, mens han ligeledes drog med førsteholdstruppen på træningslejr til Portugal for at suge erfaring til sig fra cheftræner Jesper Sørensen og resten af førsteholdsstaben.

Menno van Dam fortæller selv om afskeden med Brøndby IF:

- Jeg er utrolig taknemmelig for min tid her i Brøndby IF og det fantastiske fællesskab, der er i klubben. Jeg har nydt at møde ind hver dag til dygtige talenter og ambitiøse kollegaer i klubben, der alle brænder for Brøndby IF, ligesom jeg selv gør. Og så har det været en fornøjelse at få lov til at udvikle nogle af fremtidens Brøndby-spillere i et så stærkt setup, som vi har her i Brøndby Masterclass.

- Personligt har det været en tid med stor læring og en masse god erfaring fra en af de største klubber i Skandinavien, og jeg ser tilbage på mine to sæsoner med stolthed. Den læring har betydet meget for min udvikling som træner, hvor min drøm altid har været at blive cheftræner for et seniorhold.

- Den mulighed har jeg fået nu, og det havde ikke været muligt uden den værdifulde erfaring, jeg har fået i Brøndby IF. Jeg vil gerne takke alle spillerne, jeg har arbejdet med i klubben, alle mine kollegaer samt takke for den store opbakning fra klubbens, fans som jeg har mødt i min tid i Brøndby IF, fortæller Menno van Dam.

Fodboldirektør Carsten V. Jensen fortæller om afskeden til Menno:

- Vi har et virkelig stærkt træningsmiljø i Brøndby Masterclass, og derfor har vi igennem årene oplevet flere gange, at vores unge, talentfulde trænere i Brøndby Masterclass skifter til store roller i andre Superliga-klubber. Vi er stolte af, at vi kan sende vores U19-træner, Menno van Dam, til AaB som deres nye cheftræner.

- Menno har taget nogle rigtig gode skridt og udviklet sig som træner hos os, hvor han først stod i spidsen for vores U17-talenter og senest U19-holdet. Her har han høstet god succes med først en double-titel for U17 og efterfølgende en rigtig flot sæson med U19. Menno har aldrig lagt skjul på, at hans drøm er at prøve kræfter med cheftrænerrollen, og denne mulighed vil vi ikke stå i vejen for, og derfor ønsker vi alle Menno stort held og lykke i AaB, slutter Carsten V. Jensen.