Brøndby IF udlejer Mateusz Kowalczyk til GKS Katowice
17.07.2024 13:00
Brøndby IF udlejer den unge midtbanespiller Mateusz Kowalczyk i den kommende sæson til den polske klub GKS Katowice. Den etårige lejekontrakt træder i kraft med det samme og giver Kowalczyk mulighed for at få værdifuld spilletid og udvikle sine færdigheder i den polske Ekstraklasa.
Mateusz Kowalczyk kom til Brøndby IF sidste sommer og er blevet godt integreret i Superliga-truppen, hvor han til træning har vist sig godt frem som en spiller med stort potentiale. Konkurrencen på midten af banen har imidlertid været stor og derfor har spilletiden været begrænset.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller.
- Vi har været tilfredse med Mateusz' udvikling indtil videre, men konkurrencen er stor på vores hold, og det skal den være. Vi tror på, at et ophold tilbage i Polen hos GKS Katowice vil give ham den nødvendige erfaring og spilletid på seniorniveau, som vil være afgørende for hans fortsatte udvikling.