Evjen skifter til FK Bodø/Glimt
27.01.2024 14:30
I januar sidste år blev norske Håkon Evjen hentet til Vestegnen fra AZ Alkmaar, og efter et kalenderår i gult og blåt skifter nordmanden nu hjem til den norske klub FK Bodø/Glimt med øjeblikkelig virkning.
Evjen fik sit gennembrud i netop FK Bodø/Glimt i Eliteserien, inden den 23-årige midtbanespiller skiftede til den hollandske Æresdivision.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om Håkon Evjens skifte hjem til Norge:
- Håkon er en rigtig dygtig spiller, men det har knebet med den spilletid, som både vi og Håkon havde håbet på, da han har skullet konkurrere mod nogle rigtig dygtige spillere om pladserne på midtbanen, fortæller fodbolddirektøren og fortsætter:
- Derfor har vi sammen med Håkon fundet en rigtig god løsning i form af et skifte hjem til FK Bodø/Glimt, hvor begge parter har haft et gensidigt ønske om at finde sammen igen. Vi takker Håkon for hans indsats i Brøndby IF, og vi ønsker ham held og lykke med fremtiden.
Håkon Evjen står noteret for 30 kampe samt fire mål i den blågule trøje.