Ronnie Kesby er ny sikkerhedschef i Brøndby IF

20.02.2024 14:00

Ronnie Kesby tiltræder som ny sikkerhedschef i Brøndby IF, hvor han vil være ansvarlig for sikkerheden til Brøndby IF's hjemme- og udekampe samt det daglige arbejde med fortsat at forbedre og implementere sikkerhedsmæssige tiltag.

Ronnie kommer med en baggrund indenfor Politiet, hvor han startede i 2006. Her har han opbygget en stor sikkerhedsmæssig erfaring i en bred vifte af opgaver, heriblandt som gruppefører og underviser på Politiskolen, mens han senest kommer fra en stilling som fodboldkoordinator hos Københavns Vestegns Politi.

Ronnie Kesby fortæller:

- Efter en lang karriere indenfor Politiet glæder jeg mig til at blive en del af en så stor klub som Brøndby IF, som har en lang historie og en utrolig passioneret fanbase. Samtidig glæder jeg mig til at komme i gang og byde ind med min erfaring omkring planlægning, sikkerhed og dialog med fansene og andre involverede parter for at sikre, at alle kan nyde en fantastisk fodboldoplevelse på Brøndby Stadion og på vores udeafsnit, fortæller den kommende sikkerhedschef.

Ronnie har ligeledes arbejdet som underviser/instruktør i Mobilt Indsats Koncept hos Politiet samt undervist på kontrollørkurser. Han har desuden været en del af Reaktions-patruljen, som kræver en særlig uddannelse, hvor politifolk målrettet skal kunne handle effektivt i kritiske situationer, hvor menneskeliv er i fare.

Ronnie Kesby tiltræder stillingen som sikkerhedschef pr. 1. marts.