187.044 kroner indsamlet til Red Barnet

13.09.2023 11:13

Sammen med Fanafdelingen, Oddset, NTG og Boozt satte vi et stort fokus på Red Barnets Landsindsamling, som fandt sted søndag 3. september.

Til hjemmeopgøret mod Randers FC samme dag var spillerne iført unikke spillertrøjer med børnetegninger af børn, som er tilknyttet Red Barnet Vestegnens klubber og aktiviteter. Disse match worn-trøjer blev efterfølgende sat på auktion, der sluttede i mandags kl. 12:00.

De 16 match worn-trøjer blev i alt solgt for 135.067 kr., hvor Nicolai Vallys' trøje indbragte det største beløb på hele 17.001 kr. 

Derudover lavede Fanafdelingen ligeledes en indsamling til hjemmekampen omkring stadion og ved indgangene, hvor det i alt blev til 33.756 kr. Yderligere 16.243 kr. blev samlet ind via MobilePay.

Det totale beløb doneret til Red Barnets landsindsamling løber således op i 187.044 kroner.

Administrerende direktør Ole Palmå sætter ord på donationen til Red Barnets landsindsamling.

- Det er fantastisk at se, hvordan fællesskabet igen er mobiliseret for at støtte en vigtig sag. Det er et utroligt flot beløb, som er samlet ind til Red Barnets arbejde mod ensomhed og isolation blandt landets børn, og det gør mig umådelig stolt at se, hvordan klub og fans endnu en gang står sammen i den gode sags tjeneste.

- Vi har i alt støttet Red Barnet med lidt over 187.000 kroner til deres landsindsamling, og på vegne af hele klubben vil jeg gerne takke for alle bidrag, små som store, som er samlet ind gennem Fanafdelingen, MobilePay og auktioner på match worn-trøjer.

De donerede penge går blandt andet til familieoplevelsesklubberne og Red Barnets ferielejre i hele landet for at sikre, at børnene kommer ind i stærke fællesskaber - så vi kan forebygge den ensomhed og isolation, som fattigdom kan føre med sig.