Jan Bech Andersen: Et spændende forår i vente
09.02.2023 17:58
Brøndby IF har netop offentliggjort forventningerne til årets resultat i 2023, og her forventes der et resultat i niveauet -90 mio. kr. til -50 mio. kr.
Det forventede resultat kommer på baggrund af et strategisk ønske om at styrke den sportslige sektor fremadrettet. Brøndby IF’s præstationer i de turneringer vi deltager i og aktivitetet på transfermarkedet har væsentlig betydning for årets resultat og er behæftet med usikkerhed.
Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen fortæller her om de netop offentligjorte forventninger.
- Vi har en ambition om, at vi som klub igen kontinuerligt skal spille med i toppen af dansk fodbold og række ud efter europæiske gruppespil, og derfor fortsætter vi i 2023 vores investeringer i den sportslige sektor. Vores ambitioner afspejles derfor i forventningerne til 2023 regnskabsåret, hvor vi bygger ovenpå det stærke fundament, vi står på. Det er en strategisk beslutning at foretage disse investeringer for at give os selv de bedst mulige forudsætninger for, at vi i årene der kommer lykkedes med vores sportslige ambitioner.
- I dag har vi en konkurrencedygtig trup med en ny cheftræner og en stærk talentafdeling, og selvom vi p.t. ligger nummer ti i 3F Superligaen, så har vi stor optimisme og tro på vores trup her på tærsklen til et rigtigt spændende forår.
Årsrapporten for 2022 offentliggøres som tidligere udmeldt 2. marts 2023.