
Stærk opbakning i sæsonens første kampe
10.08.2023 13:19
Tirsdag formiddag startede billetsalget til vores to kommende udebanekampe samt hjemmekampen mod Randers FC. Få timer efter kunne vi allerede melde udsolgt til udebanekampen mod FC Midtjylland på MCH Arena, mens der nu er få billetter tilbage til udebaneafsnittet i Vejle.
Til vores hjemmebanekampe mærker vi ligeledes en stærk opbakning, hvor første kamp på Brøndby Stadion mod OB bød på en tilskuerrekord, og mens efterspørgslen har været høj, er en af de klare årsager til det høje tilskuerantal også en klart forbedret udnyttelsesprocent af billetter og sæsonkort.
Marketingschef Thomas Skov glæder sig over tallene fra hjemmekampen mod OB og sender en tak til de sæsonkortholdere, der frigav deres plads, fordi de selv var forhindret i at komme på stadion.
- Vi er rigtig glade for de tal, vi så til hjemmekampen mod OB, hvor vi slog tilskuerrekord med 22.734 til en 3F Superliga-sæsonpremiere på Brøndby Stadion. Til det opgør havde vi en utrolig høj udnyttelsesprocent på 86% af vores billetter og sæsonkort, og i den forbindelse vil vi gerne sende en stor tak til de 736 sæsonkortholdere, der frigav deres plads fordi de ikke selv havde muligheden for at komme. Det gavner og styrker i den grad opbakningen på stadion, og vi håber, at tendensen fortsætter, så vi kan få så mange på tribunerne som muligt til vores hjemmekampe, fortæller marketingschef Thomas Skov.
Frigiv din sæsonkortplads til en kamp
Hvis du som sæsonkortholder er forhindret i at møde op til en hjemmekamp, kan du frigive din plads, så den kommer tilbage i salg. På den måde et du med til at sikre, at flere Brøndby-fans får muligheden for at komme på Brøndby Stadion, og samtidig kan vi i fællesskab nedbringe antallet af ubenyttede billetter og forbedre fanoplevelsen for alle på hjemmebane.
Se, hvordan du frigiver din sæsonkortplads her.
På søndag skal vi igen i aktion på Brøndby Stadion, når Lyngby BK kommer på besøg, og hvis du ikke har sikret dig plads endnu, kan du købe billet her.