Cappis udlejes til Molde FK
01.09.2023 09:00
Brøndby IF udlejer 24-årige Christian Cappis til den norske klub Molde FK, som til dagligt spiller i Eliteserien. Lejemålet strækker sig frem til årsskiftet.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om lejeaftalen:
- Cappis har på nuværende tidspunkt ikke udsigt til fast spilletid i Brøndby IF, men han er en dygtig spiller, som har vist sit potentiale for os. Vi kan også konstatere, at der i en længere periode har været for langt til spilletid, så for at sikre, at Cappis kan få flere minutter i benene og udvikle sig, så giver et lejemål lige nu rigtig god mening for ham og os.
- Molde FK er en rigtig god klub, som går et sportsligt spændende efterår i møde, så vi er sikre på, at det er det rette match for Christian.
Christian Cappis har kontrakt frem til sommeren 2025 med Brøndby IF.