19.05.2022 07:30

BRØNDBYERNES I.F. FODBOLD A/S

CVR-nr. 83 93 34 10

 

Brøndby, den 19. maj 2022

SELSKABSMEDDELELSE NR. 5/2022


Kvartalsmeddelelse for 1. kvartal 2022


Væsentlige begivenheder

Selskabets omsætning udviklede sig som planlagt i 1. kvartal 2022, hvor blandt andet gentegning og nytegning af partneraftaler var på niveau med det forventede. Brøndby IF realiserede væsentlige transferindtægter i januars transfervindue med blandt andet salgene af Morten Frendrup og Mikael Uhre.

Alle væsentlige restriktioner forbundet med Covid-19 er ophævet i Danmark, men med fortsatte Covid-19 restriktioner i bl.a. Kina, er der udfordringer i den globale forsyningskæde, hvilket har haft en negativ effekt på Brøndby IF’s merchandise-salg på grund af leveringsproblemer. Den stigende inflation har i 1. kvartal primært påvirket selskabets energiomkostninger.

Selskabets resultat-udvikling i 1. kvartal følger selskabets forventninger.  

Sportslig status

I januar 2022 solgte Brøndby IF angriberen Mikael Uhre til Philadelphia Union, midtbanespillerne Morten Frendrup til Genoa C.F.C og Tobias Børkeeiet til Rosenborg BK. De foretagne salg sikrede Brøndby IF væsentlige indtægter.

Den new zealandske landsholdsspiller Joe Bell skiftede til Brøndby IF fra norske Viking FK, ligesom Brøndby IF tilknyttede den offensive spiller Carl Björk fra IFK Norrköping og forsvarsspilleren Frederik Alves fra West Ham United. Derudover fik angriberen Marko Divkovic sin lejekontrakt udskiftet med en permanent kontrakt.

Grundspillet i sæsonen 2021/22 endte med en placering som nummer tre.

Risici

Makroøkonomiske risici

De fortsatte Covid-19 restriktioner i bl.a. Kina, giver udfordringer i den globale forsyningskæde, ligesom inflationen er kraftigt stigende, hvilket kan medføre at Brøndby IF på kort og mellemlang sigt kan opleve faldende indtjening inden for selskabets kerneområder.

Kreditrisici

Per 31. marts 2022 har Brøndby IF ikke tilgodehavender i højrisiko-områder såsom Rusland. Indtil offentliggørelse af denne meddelelse er der ikke konstateret væsentlige tab på tilgodehavender i 2022.

Likviditetsrisici

På baggrund af selskabets forventninger til den fremtidige drift og selskabets aktuelle likviditetsberedskab er der ikke identificeret væsentlige likviditetsrisici.

Væsentlige begivenheder efter 1. kvartals afslutning

Ingen væsentlige begivenheder har fundet sted efter 1. kvartals afslutning.

Forventninger til året

Brøndby IF fastholder forventningen, at årets resultat før skat vil udgøre et resultat i niveauet -15 mio. kr. til 15 mio. kr. som offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 2/2022. Forventningerne til årets resultat er hovedsageligt baseret på opnåede transferindtægter og deltagelse i europæisk fodbold.

Du kan se hele meddelelsen som pdf her.

Brøndby IF

Bestyrelsen

 

Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos kommunikationschef Christian Schultz på telefon 31 41 41 85.