Husk at forny dit sæsonkort – eller skift til abonnement

17.05.2022 12:53

Det er nu blevet tid til at forny dit sæsonkort til sæsonen 2022/23 – hvis du ikke har et sæsonkort-abonnement.

Ja, denne sæson er ikke gået som forventet, men efter en sommerpause starter drømmen forfra. Og er der noget, vi i klubben er stolte af, så er det, at fansene står der – hver gang. Når vi vinder. Når vi taber. Dét er fællesskab. Dét er styrken. Dét er vores dna.

Hvis du har almindeligt sæsonkort
Når du skal forny dit sæsonkort, får du samtidig muligheden for at vælge, om du vil fortsætte med det gammeldags sæsonkort, eller om du vil skifte til et sæsonkort-abonnement. Du beholder selvfølgelig de samme pladser, men slipper for aktivt at skulle forny dit kort efter hver sæson.

Forny dit sæsonkort her: https://saesonkort.brondby.com/billetsystem/#fornyelse

Du kan forny dit sæsonkort eller konvertere til et sæsonkort-abonnement frem til 1. juni kl. 12:00.

Hvis du har spørgsmål til dit sæsonkort eller sæsonkort-abonnement, er du velkommen til at kontakte [email protected].

Hvis du har sæsonkort-abonnement
Har du et sæsonkort-abonnement, skal du ikke foretage dig noget i med hensyn til fornyelse. Dit abonnement fortsætter automatisk til den nye sæson. Dog vil vi bede dig sikre, at du har opdateret dine kreditkortoplysninger i vores nye billetsystem, så vi kan trække prisen for abonnementet. Kan vi ikke dette, bliver pladserne frigivet til salg til andre fans.

Læs mere her https://saesonkort.brondby.com/billetsystem

Få personlig hjælp i Brøndby Shoppen
Hvis du er i tvivl om, hvordan du fornyer sæsonkort, konverterer til sæsonkort-abonnement eller opdaterer kreditkortoplysninger i vores nye billetsystem, kan du få personlig hjælp i Brøndby Shoppen onsdag 18. maj og onsdag 25. maj. Det er i tidsrummet 14-17 begge dage.

Brøndby TV+ med sæsonkort og billet-abonnement
Mange har efterspurgt, at Brøndby TV+ blev en del af sæsonkortet. Det har vi lyttet til og fra og med denne sæson, får man automatisk adgang til Brøndby TV+ med et sæsonkort eller et billet-abonnement.

Det vil sige gratis adgang til al indhold på Brøndby IF-appen inklusiv live-streamede kampe fra Reserveligaen samt træningskampe herhjemme og på træningslejre. Derudover er der masser af indhold som ’Sportsdirektørerne’, ’Reservemålmændene’ og ’Guld fra arkivet’. Og så lægger vi alle kampe op i fuld længde fra førsteholdet, kvindeholdet og U19 fra Brøndby Masterclass.

Hvordan, du får adgang til Brøndby TV+ som sæsonkortholder og billet-abonnent, fortæller vi dig på en mail, inden spillerne kommer tilbage fra sommerferie 16. juni og begynder træningen frem mod den nye sæson.