Nyt billetsystem: Den digitale fanoplevelse får endnu et løft

24.02.2022 19:00

Fra den kommende sæson kan tilskuerne på Brøndby Stadion glæde sig til et nyt og forbedret billetsystem til kampene, da Brøndby IF har indgået et digitalt partnerskab med danske NewC, som ud over den digitale billetløsning også leverer et nyt adgangskontrolsystem til Brøndby Stadion.

- Vi glæder os til at starte vores samarbejde med NewC, og vi ser meget frem til at få implementeret det nye billetsystem, når vi tager hul på 2022/23-sæsonen. Da vi skulle vælge et nyt billetsystem, lagde vi stor vægt på høj driftssikkerhed, når der bliver pres på systemet med mange brugere samtidigt. Det føler vi, at vi får med samarbejdet med NewC, siger Thomas Skov Petersen, der er marketingchef i Brøndby IF.

- Udover muligheden for at fortsætte med vores abonnementsløsninger, som 85 procent af vores fans er skiftet til, har det også stor betydning for os, at vi med det nye billetsystem kan arbejde med bedre udnyttelse af sæsonkort. Her bliver der for eksempel mulighed for at frigive sin plads på stadion, når man ikke selv kan komme til en kamp. Det har vi i denne sæson set et stigende behov for, fordi vi rundede en ny rekord med lige knap 17.000 solgte sæsonkort, som efterlader få pladser i åbent salg, fortsætter Thomas Skov Petersen.

NewC er i forvejen solidt etableret i dansk fodbold som leverandør og udviklingspartner i en række Superligaklubber og hos DBU. Desuden har den danske virksomhed klubkunder i en håndfuld andre lande i verden, f.eks. S.E. Palmeiras i Brasilien og Cardiff City FC i England. Hos NewC er der også glæde at spore over det indgåede partnerskab med Brøndby IF:

- Det er stort for os at få Brøndby IF som kunde. Vi har længe haft en række Superligaklubber i vores portefølje, men vi har manglet en af kronjuvelerne. Brøndby IF har en stor, national fanbase, som altid bakker loyalt op, hvad enten det gælder køb af sæsonkort eller støttetrøjer. Klubben er samtidig meget ambitiøse på den digitale front, så det er et samarbejde, vi forventer os meget af, udtaler Mikkel Skou, der er CEO i NewC.

- Vi er selv ambitiøse og forsøger at være en udviklingspartner frem for ”bare” en leverandør, så vi ser frem til at være med til at løfte den digitale oplevelse omkring billetter, abonnementer og adgang til stadion til et endnu højere niveau – til glæde for Brøndby IF’s fans og sponsorer, siger han.

Smidigere adgang til stadion
I løbet af foråret vil der som en del af samarbejdet også være færdiginstalleret et nyt adgangskontrolsystem på Brøndby Stadion. Det vil gøre adgangen til stadion lettere, og samtidig vil klubbens personale kunne håndtere de mange tilskuere på mere effektiv vis.

Hver indgang på Brøndby Stadion får installeret nye scannere suppleret med nye mobilscannere. Derudover får Brøndby IF også adgang til mere avanceret data om tilskuernes bevægelse i forbindelse med ankomsten til stadion via fodboldspecifik software.

I dag er det afgørende for fodboldklubber at vide så meget som muligt om deres fans og deres adfærd for at skabe den bedst mulige kampoplevelse.

- Vi ved, at det er vigtigt at have de rigtige data til rådighed og ikke mindst at være i stand til at bruge dem konstruktivt både før, under og efter kampene. Her bliver den nye adgangsløsning fra NewC et værdifuldt værktøj for os. Vi får adgang til live-data, der kan effektivisere vores kampafvikling og sikkerheds-setup, og vigtigt af alt kan vi forbedre oplevelsen for de mange tusind fans, der besøger Brøndby Stadion, udtaler sikkerhedschef i Brøndby IF, Mickel Lauritsen.