Ritzau Scanpix

Brøndby IF mødte Rangers FC på Grenaa Stadion i 1995

19.10.2021 08:15

Torsdag møder vi Rangers FC i tredje runde af Europa League-gruppespillet, men faktisk har klubberne mødtes før.

Vi skruer tiden tilbage til sommeren 21. juli 1995. Brøndby er i gang med at forberede sig til sæsonen 1995/96 med de årlige sommerkampe – en sæson som senere hen skulle vise sig at blive starten på tre guldår for klubben, hvor det danske mesterskab vindes tre år i streg.

- Det var en del af vores markedsføring i 90'erne at spille de her sommerkampe, dog mest mod lokale små fodboldklubber i provinsen, fortæller Per Bjerregaard.

Sommerkampene mod de små provinsklubber var utrolig populære – og endda så populære, at Bjerregaards telefon ringede konstant i slutningen af foråret, hvor de populære træningskampe skulle planlægges forud for den kommende sommer.

- Det var normalt min opgave at planlægge og aftale betingelserne for sommerkampene. Flere kampe om ugen faktisk, og ofte i det jyske. Det rygtedes, at man kunne få os på besøg ude i de små provinser, så vi blev tit ringet op af klubberne. Vi fik så lavet en kampplan og meddelte så de klubber, der var kommet med i kampprogrammet, hvordan betingelserne var. Men det var vigtigt for os, at økonomien var, så vi var sikre på, at arrangørklubben tjente penge.

- Det rygtedes, at man kunne få os på besøg ude i de små provinser, så vi blev tit ringet op af klubberne.

Per Bjerregaard

Per Bjerregaard havde fået etableret en kontakt til Rangers FC, som den sommer var på en mindre sommerturné i Danmark, hvor skotterne fem dage efter sommerkampen mødte Hvidovre IF.

- Kampene mod de her udenlandske klubber kom oftest i stand i forbindelse med drøftelser via andre klubber angående spillerhandler og sådan. Jeg husker det ikke helt præcist, men det var sådan det oftest fungerede, lyder det fra Per Bjerregaard.

Rangers-kamp blev spillet til fordel for fodboldkostskole
Per Bjerregaard og Erik Stephansen sad i den daværende bestyrelse i Brøndby IF og i bestyrelsen på en nystartet fodboldkostskole i Grenaa i et par år. Her havde de fået en aftale i stand med Rangers FC med Brian Laudrup og Paul Gascoigne på holdet, som skulle spilles til fordel for den nystartede fodboldkostskole.

- I tilfældet med Glasgow Rangers i Grenaa var det for at hjælpe den lokale klub. Erik Stephansen og jeg fra vores daværende bestyrelse i Brøndby IF var med til at opbygge bestyrelsen i en fodboldkostskole i Grenaa i nogle år, som vi samtidig var medlem i.

- Derfor havde vi aftalt, at kampen skulle spilles på Grenaa Stadion. Og faktisk var Kent Nielsen også ansat som træner på skolen i starten, hvor han førte det lille hold op til 2. division senere hen, erindrer Per Bjerregaard.

Den lille klub i Grenaa var Hessel Gods Fodboldkostskole, som Brøndby havde et samarbejde med. Fodboldkostskolen var blevet etableret året forinden og fik overskuddet på 200.000 kr. ned i klubkassen, som den tv-transmitterede træningskamp generede i indtægter.

Der var 5.364 fremmødte tilskuere til opgøret, som stadig er stadionrekorden i dag.

(Artiklen fortsætter under billedet)


Daværende træner Ebbe Skovdahl og Rangers-stjernen Paul Gascoigne.

Træningskampen på Grenaa Stadion endte 2-1 til skotterne, hvor det blågule holdkort bestod af spillere som Kim Vilfort, Mogens Krogh, Per Nielsen, Dan Eggen, Ruben Bagger mfl.

Ole Bjur stod for vores reducering, som han satte ind på straffespark efter en times spil, og han husker også en smule fra træningskampen, som fandt sted for knap 26 år siden.

- Det var jo en af de her sommerkampe, og jeg husker, at vi var rigtig gode på det her tidspunkt. Jeg husker atmosfæren omkring kampen, og at der var tempo på mod skotterne. Jeg kan ikke rigtig erindre mit mål, men man skal nok også huske på, at på det tidspunkt var vi vant til at møde kæmpe hold som Roma og Arsenal på den europæiske scene, erindrer Ole Bjur.