Brøndby IF skriver kontrakt med Filip Bundgaard
01.02.2024 22:00
Brøndby IF har indgået en aftale med den 19-årige offensivspiller Filip Bundgaard, der dermed skifter Randers FC ud med Vestegnen på en aftale frem til sommeren 2028.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om tilgangen af Filip Bundgaard:
- Filip er en utrolig talentfuld offensivspiller, som trods sine 19 år allerede er en af de unge profiler i 3F Superligaen. Han har uden tvivl et ekstraordinært talent, som allerede har imponeret i Superligaen, og med sin fart og evner til at udfordre ser vi frem til, at Filip bliver en del af truppen, hvor han kan udvikle sig yderligere. Vi er sikre på, at han vil tilføre en ekstra dimension til vores offensive spil, og vi glæder os derfor til at se, hvad fremtiden har i vente for Filip her på Vestegnen.
Selv fortæller Filip Bundgaard om at blive en del af Brøndby IF:
- Mit skifte til Brøndby IF er et vigtigt skridt i min karriere. Jeg kommer til Brøndby IF for at arbejde hårdt og bidrage med alt, hvad jeg har. Den dynamiske og offensive tilgang til fodbold, som Brøndby IF viser hver weekend, vil jeg gerne bidrage til, og at få muligheden for at spille sammen med nogle af de mange erfarne og talentfulde spillere i Brøndby IF er noget, jeg ser virkelig frem til. Jeg er derfor utrolig taknemmelig for tilliden, og jeg vil gøre alt for at leve op til forventningerne.
19-årige Filip Bundgaard får trøje nummer 11 og støder til resten af truppen i Portugal på lørdag, hvor du også kan se det første interview med ham inde på Brøndby TV.